Fynske Banks 9 filialer på Fyn og i Østjylland bliver snart suppleret med endnu en filial. Banken vil åbne en ny afdeling i Aarhus.
Fynske Bank leder fortsat efter den rigtige lokation, men har rekrutteret den nye Aarhus-filials kommende direktør. Af respekt for nuværende ansættelsesforhold er navnet på den nye direktør dog endnu ikke offentligt.
Konference: Horsens: De store investeringer
- Vi glæder os over, at det er lykkedes os at tiltrække en stærk, lokal profil, som personificerer vores værdier om troværdighed, nærvær, købmandskab og fremsyn og bliver ankeret i vores nye filial. Vi skal nu have fundet en egnet lokation til filialen og har igangsat processen med at finde et stærkt team på forventeligt 8-10 rådgivere, siger administrerende direktør i Fynske Bank, Henning Dam.
Ifølge direktøren er Aarhus et oplagt valg for en ny filial for banken, der netop har offentliggjort sit næstbedste kvartalsregnskab nogensinde og har tidligere opjusteret forventningerne til årets resultat til 140-165 millioner kr.
Banken håber, at den nye filial kan slå dørene op i løbet af efteråret 2023. Fynske Bank har hovedkontor i Svendborg og beskæftiger 170 medarbejdere.