Sand er en begrænset ressource, og forbrug af sand til byggeri og infrastruktur belaster miljøet. Ifølge Teknologisk Institut findes der i dag ikke et alternativ til opgravning af naturligt sand til produktion af mørtel og finkornet beton.
I et nyt projekt samarbejder instituttet med mørtel- og betonproducenten Saint-Gobain Weber og affaldshåndteringsvirksomheden RGS Nordic om at udvikle en proces til at nedbryde og bearbejde betonaffald, så det kan erstatte naturligt sand i betonprodukter. Ifølge Teknologisk Institut vil det nedbringe forbruget af naturligt sand i Danmark med 30.000 tons årligt.
- Genanvendelse af byggematerialer er essentielt for bæredygtigheden af fremtidens byggerier, og her skaber samarbejdet mellem videnspartnere og industri langtidsholdbare løsninger. Ved at bruge findelt betonaffald som erstatning for noget af sandet i mørtel og beton skaber vi et materialekredsløb, hvor affald omdannes til ressource. Det er godt for både miljø og økonomi, fortæller projektleder Signe Strange Grønborg fra Teknologisk Institut.
Fremtidens betonbyggeri. Konferencen afholdes den 23. april 2024.
Beton består af sand, sten, cement og vand. Med de teknologier, der er tilgængelige i dag, er det muligt at erstatte dele af stenforbruget i beton med groft neddelt genbrugsbeton. Derimod er det i dag ikke teknologisk muligt at erstatte sand i beton med fin-neddelt betonaffald uden at gå på kompromis med beton-kvaliteten. Det skyldes, at fin-neddelte betonfraktioner suger vand. Det gør det svært at styre betonens vandbalance, som påvirker byggematerialets styrke og holdbarhed, skriver Teknologisk Institut.
Målet i projektet er derfor at udvikle en rentabel metode til at oparbejde det fine betonpulver til en sand-lignende, ensartet fraktion, der kan erstatte naturligt sand i nye betonprodukter. Derudover skal der i projektet videreudvikles på eksisterende cementbaserede recepter, så man herigennem kan tilpasse betonproduktionen til de ændrede egenskaber af neddelt beton som delvis erstatning for naturligt sand.
Den udviklede løsning forventes at kunne danne grundlag for en ny betonproduktion, hvor 1/3 af sandet i betonen erstattes af nedknust beton. Efter projektet er det ambitionen at udrulle løsningen til det europæiske marked.
Projektet ”Fremtidens cementprodukter baseret på genanvendte byggematerialer” varer 2 år og er støttet af MUDP under Miljøministeriet – og foregår i samarbejde mellem Teknologisk Institut, Saint-Gobain Weber og RGS Nordic.