I hjertet af det gamle København i en baggård til Store Kongensgade ligger et stykke dansk erhvervs- og kulturhistorie, som rådgivningsfirmaet Gaihede har bragt frem til det 21. århundrede – vel at mærke uden at fjerne det 19. århundrede.
- Det har været en spændende udfordring for os. Opgaven var at bevare bygningernes særegenhed, samtidig med, at vi fornyede og indrettede moderne boliger, siger teknisk direktør i Gaihede, Jesper Krog.
De fredede bygninger, der i dag ejes af ejendoms- og udviklingsselskabet Ceraco, har en ganske særlig historie. De blev bygget af Bernhard Hertz, der var en hæderkronet juveler og guldsmed, der levede fra 1834 til 1908. Hans karriere startede med et brag, da svendestykket – en guldbladsarmring med diamanter, perler og rubiner, blev købt af kong Frederik den 7. for 300 rigsdaler.
I guldvarefabrikken var der smykkeproduktion til 1942. De seneste mange årtier har bygningerne været udlejet til forskelligt slags erhverv. Men nu skriver vi 2018 – og der efterspørges boliger i København, så nu er Bernhard Hertz Guldvarefabrik blevet til boliger.
NB! Renovering og udvikling af fredede og bevaringsværdige bygninger. Konferencen afholdes d. 30. oktober 2018.
Gaihede er bevidste om balancen mellem at sætte ældre og fredede bygninger i stand og samtidig tilføre en vis fornyelse og funktionalitet, der forvandler bygninger fra at være museumsgenstande fra en svunden tid til at være en del af dagens København.
- Kernen i en enhver renovering eller restaurering er at finde ind til bygningens sjæl og så arbejde ud fra det, siger Jesper Krog fra Gaihede, som dog også lytter til andet end bygningen.
Bygherrens behov er det vigtigste at få klarlagt og defineret.
- Hvis kunden ønsker at få sin bygning ført tilbage til sin helt oprindelige form, respekterer vi det, og bruger al vores indsigt og vores faglighed i Gaihede til at finde frem til det oprindelige. Men ofte har vi en dialog med bygherren omkring optimering af bygningens anvendelse med blandt andet mulighed for nye funktioner. Det betyder, at den får et nyt liv og bliver en del af vores nutid. Det er dette projekt et godt eksempel på, siger Jesper Krog.
De 8 ejerlejligheder er klar til indflytning, og bygningen med den særlige fortid skal nu rumme mennesker hele døgnet.