Aalborg Kommune har næsten dobbelt så mange ledige butiksarealer som for et år siden. Det viser de nyeste data fra Ejendomstorvet.dk, der er landets største portal for erhvervslokaler.
- På vores portal er der udbudt 20.200 kvm lokaler til butik, spisesteder eller takeaway i Aalborg – det lå på godt 11.000 kvm for et år siden. Vordende selvstændige samt butikker og kæder på jagt efter nye lokaler har i dag 90 lejemål at vælge imellem mod godt 50 lejemål sidste efterår. Målt i forhold til de samlede arealer er udbuddet steget fra 1,3 procent i 2022 til nu 2,3 procent – det er stadig noget under landsgennemsnittet, som er på 3,0 procent, siger administrerende direktør Jakob Wegener fra Ejendomstorvet.dk.
På landsplan er lidt over 9.800 erhvervslejemål og ejendomme aktuelt udbudt via Ejendomstorvet.dk; heraf lige knap 2.000 lokaler til butik, café, kaffebar, spisested eller takeaway. I hele Nordjylland er 204 butikslokaler udbudt lige nu.
Aalborg: De store projekter. Konferencen afholdes den 26. september 2024.
- Flere små butikker er lukket, og især sidegaderne har fået flere ledige lokaler. En del mindre butikker og spisesteder har presset likviditet, fordi de sidste momslån og coronalån skal betales tilbage. Samtidig er mange forbrugere blevet forsigtige og holder godt på pengene, ikke mindst på grund af rentestigningerne. Vi kan også se, at kæder og mere etablerede butikker søger lokaler med bedre beliggenhed og mere effektiv indretning. Desuden har flere kæder trimmet deres net af butikker, så de har færre afdelinger i større byer som Aalborg, siger Martin Brasholt Mikkelsen, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg.
En anden erhvervsmægler peger også på helt lokale forhold som delvis årsag til, at det centrale Aalborg præges af flere ”til leje”-skilte.
- Mange forbrugere holder lidt igen med at købe for eksempel tøj og boliginteriør, men det spiller også ind, at det er blevet sværere at køre i bil i midtbyen. Tidligere har jeg rost kommunen for at etablere byrum og pladser, for eksempel med beplantning, så midtbyen er blevet mere attraktiv for butikkernes og spisestedernes gæster. Men med de seneste års beslutninger om ændret trafikal tilgængelighed virker det som om, at bilerne skal helt ud af midtbyen, senest med nye trafikrestriktioner ved åbningen af PlusBus-linjen. Det er ikke godt for handlen i centrum, pointerer Mattias Manstrup, partner i Nordicals Aalborg.
Begge mæglere fremhæver, at tomgangen for butikslokaler fortsat er lav i Aalborg med 2,3 procent. Odense ligger dobbelt så højt, og både i Aarhus og København er niveauet godt 3 procent.
Revitalisering af gågader. Konferencen afholdes den 11. april 2024.
I det øvrige Nordjylland har tomgangen for lokaler til butikker og spisesteder det seneste år ligget ret konstant omkring 46.000 kvm.
- Der kan komme nogle lokaler i spil, når Aldi-butikkerne lukker helt. Men der er bevægelse lokalt, og vi har for eksempel set, at en kæde som Normal åbner butikker uden for de største byer – vi har selv lige udlejet en tidligere dagligvarebutik på 700-800 kvm i Hirtshals til Normal, siger Martin Brasholt Mikkelsen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Kommunerne i Nordjylland har samlet lidt over 12 procent af landets totale areal til detailhandel og spisesteder svarende til 2,5 millioner kvm. Heraf ligger lige knap 900.000 kvm i Aalborg.
Her har butikkerne i Aalborg medvind
· Rekordhøj beskæftigelse og dermed købekraft
· Fortsat stigende indbyggertal
· Kommunale investeringer i byrum og pladser
· Lavere lejeniveauer end i andre store byer
· Trods øget tomgang fortsat færre ledige lokaler end øvrige store byer
.. og her har de modvind
· Inflation og stigende rente gør forbrugerne forsigtige
· Små butikker og spisesteder presset af afdrag på lån til corona og moms
· Flere store kæder har trimmet nettet af butikker
· Sværere kår for biler i midtbyen efter trafiksaneringer og PlusBus-åbning