Colliers har indgået et strategisk samarbejde med en ejendomsudvikler og søger på vegne af en unavngiven pensionskasse byggeretter og projektejendomme til nyt bæredygtigt seniorboligkoncept.
Colliers opgave er at finde egnede byggeretter til det bæredygtige seniorboligkoncept, som skal udrulles i hele Danmark. Her er fokus på de større byer og ifølge Martin Fuhlendorff, erhvervsmægler hos Colliers, er der allerede nu flere muligheder i spil.
Seniorbofællesskaber. Konferencen afholdes den 21. marts 2024.
- Vi har en ubetinget stærk slutinvestor på plads i form af en unavngiven pensionskasse, og derfor er vi allerede i fuld gang med at finde egnede muligheder. Vi søger byggeretter fra 2.000 kvm til cirka 14.000 kvm alt efter byens størrelse. Det kan både være reelle byggeretter, alternativt eksisterende ejendomme med ombygnings- og/eller konverteringsmulighed. Det er dog vigtigt, at det er bynære beliggenheder med et aktivt byliv, udtaler han.
Bokonceptet er rettet mod seniorer i mix med singler. Konceptet har fokus på kompakte boliger i et funktionelt design, oplyses det. De fremtidige boliger vil desuden blive renoveret eller opført med lavt CO2-aftryk.
Hverken navnet på pensionsselskabet eller ejendomsudvikleren fremgår, men til meddelelsen fra Colliers er der vedhæftet en illustration fra et seniorbofællesskab i Hedehusene, som Home.Earth står bag.