En erhvervsgrund på 12.575 kvm er solgt i Sønder Tranders i Gistrup ved Aalborg. EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet salget af erhvervsgrunden på vegne af Christian og Hanne Greve, indehaver af GreveParken.
- Vi driver GreveParken med erhvervsudlejning og studieboliger og oprindeligt var tanken, at der skulle være mere erhvervsbyggeri på grunden. Men Frank Jensen fra EDC Erhverv fik os overbevist om, at boliger ville være en bedre løsning i området, der er præget af stor udvikling. Så da vi først tog beslutningen, endte det i et hurtigt salg, siger Christian Greve.
Køber er Egonsminde Invest og Tee Jays PH Holding, der sammen vil opføre 43 rækkehuse. Husene skal stå klar til udlejning og indflytning i starten af 2025. Komplet Ejendomsadministration vil stå for udlejning og fremvisninger.
Bartelsgaard er et nyt område i udkanten af Aalborg på den vestlige side af Sønder Tranders 7 kilometer sydøst fra Aalborg Centrum. Der har tidligere været juletræsplantage og endnu tidligere æbletræsplantage.
Aalborgs massive udviklingsprojekter. Konferencen afholdes den 26. september 2024.
- Vi har købt den 12.575 kvm store erhvervsgrund, hvor vores totalentreprenør på projektet Vestergaard Construction allerede er gået i gang med kloak- og gravearbejdet. Vi bygger 43 rækkehuse i rigtig god kvalitet og førsteklasses materialer. De bliver på cirka 110 kvm i 2 plan, hvor 23 af dem er 4-værelses primært til familier, og 20 af dem er 3-værelses til par, der måske ikke ønsker børn, ikke har børn endnu, eller hvor børnene måske er flyttet hjemmefra, siger Michael Jensen, administrerende direktør for Egonsminde Invest, der primært bygger rækkehuse.
Frank Jensen, direktør i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg, har formidlet salget af erhvervsgrunden.
- Det har været en længere proces, så fra erhvervsgrunden blev sat til salg og til lokalplanen blev vedtaget, er der gået cirka 3 år, siger han.
- Det attraktive boligområde er kun 1 kilometer fra kommende supersygehus og 2 kilometer fra Gistrup, der byder på en dejlig natur i Lundby Krat og golfbanen Ørnehøj. Det er nogle få hundrede meter fra Aalborg Universitet, den innovative forskerpark NOVI er placeret i området og der er flere større virksomheder og Gigantium, der er multicenter, arena med håndbold, 2 skøjte- og ishockeyhaller, badeland/svømmehal og afvikling af koncerter og messer. Der er også en rigtig god udvikling erhvervsmæssigt i området, hvilket naturligt er med til at afføde et behov for flere boliger, siger Frank Jensen fra EDC Erhverv.