Efter sommerferien afslutter Rasmus Friis A/S en renoveringssag, der udføres i hovedentreprise for Frederiksborg Gymnasium og HF. Den tidligere pedelbolig er revet ned for at gøre plads til bygning med undervisningslokaler, mødelokaler og studievejledning fordelt på 3 etager.
I projektet er der lagt vægt på bæredygtige løsninger, som blandt andet involverer opførselopførelse af trækonstruktion med facader i træ og brug af genbrugsmursten i den nye tilbygning.
- Vi har stor erfaring med renoveringssager inden for både bolig og erhverv og er rigtig glade for den tillid som Frederiksborg Gymnasium har vist os i forbindelse med renoveringen af gymnasiet. Dette er den første af forhåbentlig mange sager inden for uddannelsesområdet, som for os er både spændende og meningsfuldt at arbejde med. Det er fantastisk at kunne være med til at skabe øget trivsel, nye rum og inspirerende læringsmiljøer til vores unge mennesker, udtaler Søren Laubjerg Daugaard, COO i Rasmus Friis.
Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter. Konferencen afholdes den 27. august 2024.
Renoveringen inkluderer ud over tilbygningen en omfattende omdannelse af ”Vinterhaven” til brug for udvidelse af kantinen og med tilføjelse af et udvendigt trappetårn for direkte adgang til tagterrassen, som udvides med 2 væksthuse og udendørs undervisningsfaciliteter.
Gymnasiets bygninger fra 1950'erne er i lokalplanen nævnt som "bevarende", og det er et væsentligt element i renoveringssagen at tilpasse projektet til de eksisterende bygninger, men samtidig vedstå, at der er tale om en moderne tilføjelse.
Projektet er tegnet af House Arkitekter med Kalmar som ingeniør og Acting bygherrerådgivning som teknisk ingeniør.
Den nye tilbygning forventes at stå klar til brug i september 2024.