Entreprenørvirksomheden BGB har i totalentreprise opført 14.000 kvm boliger på Stubkaj. Projektet er tegnet af Werk med OJ Rådgivende Ingeniører og opført for Ejendomsselskabet Stubkaj ved Jan Tøpholm, og det er blevet certificeret til DGNB Guld.
- Vi har nu i en årrække været i en proces, hvor vi på flere af vores totalentrepriser har arbejdet med DGNB-certificering. Derfor er det en stor glæde, at vi nu er i mål med den første af forhåbentligt mange certificeringer, for det er sådan, vi kommer til at arbejde med alle vores byggerier i fremtiden, siger Jeppe Mulvad Jeppesen, projektchef og partner i BGB.
Stubkaj rummer 112 lejligheder, der udlejes møbleret af Stay Nordhavn.
Certificeringsordninger - udbredelse og betydning. Kurset afholdes den 8. oktober 2024.
- Vi har med Stubkaj høstet værdifulde erfaringer til brug i vores fremtidige arbejde med bæredygtigt byggeri, hvor alle, både totalentreprenør, bygherre, rådgiver, underentreprenører og leverandører skal involveres. Det er jo fælles for alle aktørerne i det her, at vi er i en proces, hvor kravene til DGNB-certficeringen skal implementeres både i vores kontrakter og i vores hverdag med byggeri. Det er et udfordrende arbejde, men det giver også stor tilfredshed, når vi som nu kan se, at vi er med til at gøre byggeriet mere bæredygtigt, siger Jeppe Mulvad Jeppesen.
- Vi er stolte af, at Stubkaj nu er i drift som en bygning, der rummer en høj grad af bæredygtighed. Vi arbejder videre med bæredygtighed i byggeriet, og har for nyligt opnået præcertificering til DGNB Platin af et andet af vores projekter, ombygningen af Hellebæk Klædefabrik i Nordsjælland til boliger. Hellebæk Klædefabrik er det første projekt af sin slags i Danmark, der har udsigt til at opnå DGNB Platin, uddyber han.
I Hillerød har BGB netop taget hul på en modernisering og udvidelse af ATP’s domicil, som er arbejdsplads for mere end 1.300 medarbejdere. Her arbejder entreprenørvirksomheden også frem mod en certificering til DGNB Guld.