Udsigten til nye ejendomsvurderinger har holdt farten oppe på markedet for ejerlejligheder i august 2023. Villaer og sommerhuse ligger på hjul.

Mens salgstiden for villaer og sommerhuse steg i august, fortsatte salgstiden for lejligheder med at falde for 6. måned i træk, viser nye augusttal fra Boligsiden.dk. Der er ikke tale om hverken dramatiske fald eller stigninger, da salgstiden for sommerhuse og villaer kun steg med henholdsvis 3 og 2 dage, mens salgstiden for ejerlejligheder blev afkortet med 4 dage, men ifølge ejendomsmæglerkæden Estate kan udviklingen være et praj om, hvad der venter de kommende måneder.

- Det er ganske forventeligt, at salgstiden for ejerlejligheder begynder at stige efter sommerferien. I år er tidspunktet dog fremrykket i forhold til i fjor. Det er bemærkelsesværdigt, da renten er langt højere nu og burde give sig udslag i både faldende priser og stigende salgstider, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.

Han vurderer, at udsigten til nye og højere ejendomsvurderinger kan have fået flere til at købe ejerlejlighed inden september.

Byudvikling på havne - nye projekter og indfaldsvinkler. Konferencen afholdes den 11. januar 2024.

- Hvis man køber bolig, inden de nye ejendomsvurderinger træder i kraft, er man som udgangspunkt omfattet af en skatterabat, hvis den bolig, som man køber, skulle blive ramt af en skattestigning. Og da det har været fremme flere gange, at det nok er især boliger i de store byer og dermed ejerlejligheder, som vil blive ramt, giver det mening, at tempoet på markedet for ejerlejligheder stadig er højt, siger Thomas Hovgaard.

En rundspørge blandt Estates forretninger i landets største byer viser, at efterspørgslen på ejerlejligheder i de store byer over sommeren har været stor og stadig er det midt i september.

- Ifølge vores efterretninger ude fra markedet er det ikke overraskende, at der stadig er fart på handlen med ejerlejligheder. Spørgsmålet er, om tempoet snart falder igen, når alt postyret om de nye ejendomsvurderinger er ovre. På den korte bane vil vi måske se en reprise af de seneste års udvikling, men vi kan ikke komme uden om den urbanisering, der stadig hersker. Ejerlejligheder vil fortsætte med at stå i høj kurs fremover, fordi flere ønsker at bosætte sig i de store byer, siger Thomas Hovgaard.


Relaterede konferencer

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS