Mens antallet af lejeboliger er øget med næsten seks procent de seneste 5 år, er antallet af ejerboliger kun steget med 1 procent, viser tal fra Danmarks Statistik. I samme periode er gennemsnitsprisen på en ejerbolig steget med cirka 20 procent, fremgår det af Finans Danmarks boligmarkedsstatistik, som ejendomsmæglerkæden Estate har analyseret
Ifølge Estate er det fint med flere lejeboliger, men med det unikke danske realkreditsystem og den høje efterspørgsel burde man opføre flere ejerboliger.
- Boligudbuddet er faldet de seneste 5 år, og derfor stiger priserne som konsekvens, fordi efterspørgslen overstiger udbuddet. Den lave vækst af ejerboliger gør det samtidig endnu sværere at debutere på et boligmarked, hvor prislejet især i og omkring de store byer er stukket af, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.
Grøn byudvikling og omdannelse af bydele. Konferencen afholdes den 21. november 2023.
Han mener, at det er en udbredt opfattelse blandt landets ejendomsmæglere, at der mangler flere ejerboliger.
- For det første mangler vi helt konkret flere boliger at tilbyde de efterhånden ret mange danskere, der ønsker at eje deres egen bolig, og for det andet kan de faste udgifter ved at eje konkurrere fint med prisen på en nyere lejebolig, hvor vi har set betydelige stigninger over årene, siger Thomas Hovgaard.
Ifølge ham vil det også være i statens interesse at øge antallet af ejerboliger, da ejerboliger genererer ejendomsskatter, hvilket lejeboliger ikke gør i samme omfang.
- En udlejer kan typisk trække ejendomsskatterne fra i skat, hvor boligejere er trofaste og varige betalere. Provenuet fra ejendomsskatterne er betydeligt, og det ville alt andet lige vokse med flere ejerboliger, siger Thomas Hovgaard.
I Danmark er 1,34 millioner boliger beboet af ejer, mens 1,44 millioner boliger er beboet af lejer.