Cirka 3,5 procent af alle de ejerlejligheder og parcelhuse, der blev solgt i januar gik til en pris, der var højere end udbudsprisen. Især sommerhusene fik købere ekstra til lommerne. Her blev 6 procent solgt til "overpris".
Historisk set er tallet lavt, men sælgerne har opnået overpriserne i et marked, der har været trængt længe med faldende salg og ikke mindst faldende priser. Det skriver finans.dk ud fra tal fra Boligsiden.dk.
Ejendomsmæglerkæden Home bekræfter udviklingen.
- Der vil altid være boliger, der er særligt attraktive – for eksempel på grund af beliggenhed eller kvaliteter - og kalder på flere købere trods et afventende marked som nu, siger talsperson og senior kommunikationskonsulent i Home Michael Dalsager til finans.dk.
Jylland: Fredede og bevaringsværdige bygninger - nye regler, løsninger og tilskud. Kurset afholdes den 26. april 2023.
I begyndelsen af 2021 blev hver 4. ejerlejlighed og sommerhus og hvert 5. hus solgt i overbud, viser opgørelsen.
Hos Home forventer man da også forsigtig fremgang de kommende måneder. Ifølge kædens køberbarometer, der laves i samarbejde med YouGov, har 14,3 procent af danskerne fortsat planer om at købe bolig, hvilket er helt som gennemsnittet af målinger siden 2017.
At sommerhusene lidt oftere end huse og lejligheder sælges over udbudsprisen skyldes ifølge Home flere ting.
- Et sommerhus er en luksus – noget ekstra – og her har køberne mulighed for at gå og vente på, at det helt rigtige hus kommer til salg, og så slå til. Med et sommerhus går køberne måske lidt længere for at sikre sig drømmen, og de har ofte en friværdi i deres helårsbolig, de kan gribe lidt dybere i, hvis det er nødvendigt, siger Michael Dalsager.
Opgørelsen fra Boligsiden omfatter ikke projektsalg.