EDC Projekt Poul Erik Bech er netop valgt til at stå for udlejningen af de 156 lejligheder i projektet C.F. Møllers Have i Ørestad. Skanska står bag det 8 etager høje boligprojekt med et samlet etageareal på 12.140 kvm.
- Projektet startede tilbage i 2019, hvor området var en del af en større aftale med By & Havn, der betød at der blev etableret en stor parkeringskælder på 2 plan med plads til 125 biler under lejlighederne. Parkeringskælderen er udlejet til By & Havn og indgår i den samlede offentlige parkeringsløsning i Ørestad, siger Carsten Bjørneboe, projektchef hos Skanska.
- Vi har lavet en analyse der viser, at der er stor efterspørgsel efter mindre lejligheder i netop Ørestad og for den sags skyld mange steder i København. Mange af lejlighederne i Ørestaden er 4-5-værelses, så vi har lavet 2-, 3- og enkelte 4-værelses lejligheder, som primært henvender sig til singler og unge par. Vi har fået bygningen DGNB Guld-certificeret, så der taget særlige hensyn til miljø, omgivelser og økonomi i både byggefasen og driften, blandt andet brug af genbrugsmaterialer i fællesarealerne og solceller på bygningen, og så er der alle vores tiltag i forhold til at skabe et endnu bedre fællesskab blandt beboerne, siger han.
Sølvkysten på Amager: Nye store projekter. Konferencen afholdes den 5. oktober 2023.
Stad Projekt og EDC Projekt Poul Erik Bech slog pjalterne sammen tidligere i år under navnet EDC Projekt Poul Erik Bech, og det er det første projekt, som det forhenværende Stad Projekt skal gennemføre i det nye EDC Projekt Poul Erik Bech-setup. Udlejningen forventes at starte i slutningen af juli eller starten af august 2023.
- Vi er glade for den tillid som Skanska har vist os og glæder os til at varetage udlejningen af lejlighederne i C.F. Møllers Have i Ørestad. Med lyse rum, køkkenalrum og altan, altangang eller terrasse til hver enkel lejlighed er der meget af det, som efterspørges i København. Der er offentlig p-kælder under ejendommen, aflåst cykelparkering og depotrum i kælderen. Lejlighedstyperne har forskellige arealer og planløsninger, så der er plads til alle dem, som vil være del af et fællesskab i Ørestad, og generelt er der kæmpestor efterspørgsel på mindre lejelejligheder i København, siger Christoffer Kielgast, projektleder og ejendomsmægler hos EDC Projekt Poul Erik Bech.
Lejlighederne ventes klar til i december 2023.