Antallet af huse til salg er steget med 32 procent, og antallet af lejligheder er steget med 39 procent på et år.

Ved udgangen af januar 2023 var der 27.957 huse til salg, hvilket er 32 procent flere end for et år siden. Antallet af lejligheder til salg er steget med 39 procent, og der er lige nu 7.078 lejligheder med et til salg-skilt. Det skriver Finans Danmark.

- Der er en del flere valgmuligheder for boligkøbere i dag, end der var for et år siden. I starten af 2022 var udbuddet ekstraordinært lavt efter 2021, hvor der blev solgt rekordmange boliger. I løbet af 2022 blev danskerne dog mere tilbageholdne med at købe bolig, blandt andet på grund af de højere priser på energi og dagligvarer samt stigende renter. Det har resulteret i, at der nu står både flere huse og ejerlejligheder til salg, siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.

Ejendomsmarkedet i inflationstiden: aktuelle udfordringer for ejendomsmarkedet. Konferencen afholdes den 2. marts 2023.

I historisk perspektiv er udbuddet af huse dog ikke højt for en januar måned, og ser man bort fra 2021 og 2022, skal man helt tilbage til 2007 for at finde et udbud af huse, der er lavere i årets første måned.

De gennemsnitlige udbudspriser på lejligheder var ved udgangen af januar i år godt 2 procent lavere end på samme tidspunkt i 2022. For huse er udbudspriserne stort set uændret. Priserne har for både lejligheder og huse været faldende de seneste 5 måneder.

- I dag er udbudspriserne lavere på lejligheder end i starten af 2022 og uændret for huse. Samtidig er både renterne og energipriserne ikke længere lige så høje, som da de toppede i anden halvdel af 2022. Det betyder, alt andet lige, at den enkeltes økonomiske råderum er blevet lidt større, og at det er blevet lidt billigere at købe og eje sin egen bolig, end det var tilfældet i løbet af sidste år. Samlet set står boligkøberne altså lidt bedre nu, men de højere renter og energipriser kan fortsat gøre det dyrere at købe drømmeboligen end i januar 2022, siger Ane Arnth Jensen.


Relaterede konferencer

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.