For 5. måned i træk blev der solgt flere boliger i april 2023. Fremgangen betegnes dog som beskeden.

Boligmarkedet fortsætter sin – beherskede – bedring. Det viser nye tal fra Realkredit Danmark, der har renset salgstallene for sæsonudsving, så man kan sammenligne på tværs af månederne.

Opgørelsen, som ejendomsmæglerkæden Home har set nærmere på, viser, at den sæsonkorrigerede handel med parcelhuse, ejerlejligheder og sommerhuse steg fra 5.140 styk i marts til 5.295 i april – en fremgang på 3 procent.

I sig selv er det tæt på en sidelæns bevægelse fra marts til april, men det var 5. måned i træk med stigende aktivitet på boligmarkedet. Set siden aktiviteten ramte bunden i november 2022, er den sæsonkorrigerede handelsaktivitet steget med næsten 30 procent.

Mest fremgang er der på markedet for ejerlejligheder, hvor aktiviteten renset for sæsoneffekter er steget med næsten 50 procent siden november. Fremgangen var noget mere behersket på sommerhusmarkedet, hvor aktiviteten “kun” er steget med 17 procent i samme periode.

Grøn byudvikling og omdannelse af bydele

– Sommerhusmarkedet er normalt både mere lyst- og sæsonbetonet end handlen med helårsboliger, men især under Corona var sæsonudsvingene mere eller mindre udviskede, og interessen for sommerhuse fortsætter med at overraske, udtaler boligmarkedsanalytiker i Home Henrik Hauthorn Jensen.

Trods den pæne fremgang i antallet af handler skal de tages med et gran salt, lyder det fra Realkredit Danmark.

– Boligsalget er stadig markant lavere, end den har været i de forgangne år. Vi skal tilbage til januar 2015 for at finde et lavere samlet boligsalg, og ser vi i forhold til 2019 og før pandemien, så er vi 20 procent under dette niveau, siger cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig.

Fremgangen understreges dog af, at det ikke kun er handlen med boliger, der er i bedring, påpeger han – også boligpriserne har haft pil op ad på det seneste.


Relaterede konferencer

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.