Efter 3 kvartaler med kraftigt faldende boligpriser ser det omsider ud til, at der er kommet en prop i ketchupflasken. Fra december 2022 til januar 2023 har prisfaldene kun været moderate.
Kvm-prisen for parcelhuse er kun faldet med 165 kr., mens den for ejerlejligheder er faldet med 316 kr. Det mindste fald gælder sommerhuse, hvor kvm-prisen er faldet 81 kr. Det viser tal fra Boligsiden, som ejendomsmæglerkæden Estate har analyseret.
Ifølge mæglerkæden afspejler tallene virkeligheden på boligmarkedet, hvor der anes en spirende optimisme efter en mørk periode med stigende renter og inflation.
- Det har ikke været festligt at handle bolig det seneste år, men som ejendomsmæglere ved vi, at det lige som alt muligt andet her i livet går op og ned. Og nu fornemmer vi, at forårstegnene heldigvis er begyndt at vise sig, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.
Ejendomsmarkedet i inflationstiden: aktuelle udfordringer for ejendomsmarkedet. Konferencen afholdes den 2. marts 2023.
Han tror, at vi er tæt på bunden nu. Og det forklarer han blandt andet med det fortsat lave boligudbud.
- Der er sammenlignet med de seneste 6-7 år faktisk stadig få boliger at vælge imellem for køberne. Og samtidig begynder vi at se, at der er flere interesserede købere derude. Tilsammen giver det os indtrykket af, at boligmarkedet godt kunne være på vej mod højere grad af stabilitet, og det er generelt godt for boligmarkedet, at det ikke byder på alt for store overraskelser, siger Thomas Hovgaard.
Efter måneder med dystre prognoser er der begyndt at udkomme analyser, der viser, at boligmarkedet vil rejse sig igen i 2024, mens 2023 vil byde på mindre fald og noget, der minder om stabilitet.
- Da inflation satte ind og renterne steg, kom de dystre prognoser hurtigt, og der er ingen tvivl om, at den slags påvirker adfærd og beslutninger, men nu er vi lidt ved en skillevej, hvor flere økonomer begynder at ane en udvej, og det smitter helt sikkert også af på boligmarkedet i positiv retning, siger Thomas Hovgaard.