Det hører til sjældenhederne, at der i Sønderjylland er mulighed for at erhverve en ejendomsportefølje med en 3-cifret millionværdi, men ikke desto mindre er det, hvad investorer netop nu har fået muligheden for.
Det drejer sig om 2 separate porteføljer med store potentialer centralt i Haderslev med en samlet udbudspris på over 200 millioner kr.
Nordicals Sønderjylland har fået betroet opgaven med at sælge de 2 porteføljer, hvor 2 forskellige ejere – uafhængigt af hinanden – ønsker at afhænde deres portefølje som led i et planlagt generationsskifte. Det sker efter at have ejet ejendommene i årevis.
Den største portefølje er en ren boligportefølje udbudt til over 100 millioner kr. Den består af 12.500 kvm fordelt på 23 ejendomme i indre by i Haderslev.
Den anden portefølje, som også ligger centralt i Haderslev, er en karréejendom, der består af en blanding af erhvervs- og boliglejemål. Udbudsprisen er 85 millioner kr. og udbydes off-market.
Esbjerg: De store projekter. Konferencen afholdes den 7. maj 2024.
- Det er sjældent, at man som investor med ét hug har mulighed for at erhverve en ejendomsportefølje af denne størrelse i ikke bare Haderslev by, men i hele vores landsdel. På grund af størrelsen vil mange – også udefrakommende – investorer med det samme kunne opnå en kritisk masse ved denne enestående investeringsmulighed, som giver synergi i forhold til administration og tilsyn med ejendommene, forklarer René Damkjær, der er partner i Nordicals Sønderjylland.
Udover at kunne overtage den ene portefølje eller begge porteføljer via klassiske ejendomshandler er det – fremhæver erhvervsmægleren – muligt at overtage som selskabshandel, hvilket kan lette opkøbet som følge af muligheden for udskudt skat.
Den helt centralt beliggende karréejendom i Haderslev med bolig og erhverv udbudt til 85 millioner kr. har ifølge Nordicals et førsteårs-afkast på 6,81 procent ved fuld udlejning og et førsteårs-afkast på 6,12 procent med aktuel tomgang. Den rene boligportefølje til 100 millioner kr. har et afkast i niveauet 6 procent, skriver Nordicals.
- Disse 2 ejendomsporteføljer, som især appellerer til udefrakommende større eller store investorer, er ekstra interessante, fordi man som investor i Haderslev by på den længere bane kan få et højere afkast godt hjulpet på vej af et merafkast på 1-2 procentpoint i forhold til i andre byer nord for Sønderjylland; Esbjerg, Kolding, Vejle og Horsens, forklarer René Damkjær.
- Det højere afkastkrav er med til at generere et bedre cashflow, hvilket gør det lettere at få en finansiering af ejendommene, fremhæveren partneren i Nordicals Sønderjylland.