Der er stor interesse for at investere i Flodbyen Randers. Arealudviklingsselskabet Flodbyen Randers P/S har netop indgået endnu en aftale om salget af et byggefelt i projektets første etape. Dermed har selskabet nu indgået den anden aftale om salg af byggefelter siden etableringen i juni 2022. Det netop solgte byggefelt ligger i Randers midtby mellem Trangstræde og den eksisterende busterminal. Det har ind til nu fungeret som parkeringsplads. Byggefeltet har en størrelse på 2.550 kvm.
Køberen af byggefeltet er den lokale boligorganisation Møllevænget & Storgaarden, som er en del af det fælles administrationsselskab RandersBolig. RandersBolig administrerer og udlejer almene boliger for 7 boligorganisationer, som tilsammen råder over omkring 9.000 lejemål i Randers og omegnskommunerne.
RandersBolig ønsker at opføre 35-40 almene lejeboliger til Møllevænget & Storgaarden - svarende til 3.300 kvm. Skitseprojektet for etageboligerne skal nu indgå i et lokalplanforslag, der forventes igangsat af Randers Byråd i løbet af efteråret 2023.
Horsens: De store investeringer. Konferencen afholdes den 27. september 2023.
- Vi har store forventninger til udviklingen af Flodbyen. Der er gode potentialer i netop denne placering tæt på alle oplevelserne i midtbyen, hvor vores kommende lejere også får offentlig transport lige i baghaven. Om få år vil de også have nem adgang til alle de nye aktiviteter og funktioner, der kommer på Bolværksgrunden og Flodlejet ved Gudenåen, siger direktør Kenneth Taylor Hansen fra RandersBolig.
Arealudviklingsselskabet Flodbyen Randers P/S er et partnerskab mellem Randers Kommune og AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme. Selskabet har til formål at realisere de første etaper i udviklingsplanen for Flodbyen. Opgaven består i at understøtte den langsigtede vision for de centrale dele af Randers by samt sælge byggefelter og etablere byrum og friarealer mellem byggefelterne.
- Vi har haft en rigtig god dialog med RandersBolig, der har resulteret i en aftale om købet af det andet byggefelt i Flodbyen Randers på få måneder. Vi er meget glade for, at RandersBolig er en del af Flodbyen, så vi sikrer et mangfoldigt udbud af boligtyper. Vi arbejder nu sammen med kommunen om at nå helt i mål med en lokalplan, siger direktør for arealudviklingsselskabet og projektchef i AP Ejendomme, Jesper Kirkelund Plauborg.
Aftalen med boligorganisation Møllevænget & Storgaarden er betinget af den videre lokalplanproces i Randers Kommune og byrådets endelig vedtagelse af lokalplan, udmøntning af kommunal grundkapital samt relevante tilladelser. Udarbejdelsen af lokalplanforslaget forventes igangsat i efteråret 2023.