Den bevaringsværdige boligbebyggelse skal energioptimeres, og arkitekturen skal bringes op på niveau med de 2 fredede nabobebyggelser.

Arne Jacobsens bevaringsværdige, almene bebyggelse Ved Rådhuset i Rødovre skal renoveres. Arkitema og Cowi fik tildelt opgaven gennem et miniudbud i forbindelse med en totalrådgivningsrammeaftale med DAB. Renoveringen af de 66 boliger med et samlet areal på 5.740 kvm vil løbe over de kommende år.

Boligerne blev opført i 1959, men gennem årene har bygningen ifølge Arkitema undergået flere renoveringer, der har udvisket den oprindelige arkitektur. Nu er det ønsket at få reduceret bygningens energiforbrug samtidig med, at den originale arkitektur skal træde stærkere frem.

- Vi er passionerede omkring bebyggelser som Ved Rådhuset, der er en virkelig spændende, interessant og ikke mindst vigtig opgave. Vi bliver nødt til at gå nænsomt, nøjsomt og rationelt til værks, så vi både kan forbedre Ved Rådhuset til gavn for beboerne og samtidig revitalisere Jacobsens arkitektur. Vores tilgang er derfor kort sagt, at renoveringen skal og må løse nutidens udfordringer, men med en arkitektonisk holdning, der læner sig op ad Arne Jacobsens oprindelige form-, farve- og materialesprog, forklarer Partner i Arkitema, Jakob Suenson Schou.

Udvikling af fredede og bevaringsværdige bygninger. Konferencen afholdes den 29. november 2023.

Renoveringen af Ved Rådhuset bliver, på grund af bebyggelsens særlige karakter, ikke blot en renovering, men også en bevaringsopgave, hvor arkitekterne vil bringe nogle af de oprindelige kvaliteter tilbage i spil.

Ifølge Arkitema kan bevaringsværdierne i bebyggelsen i dag være svære at få øje på ved første blik. Ved Rådhuset fremstår ifølge arkitekterne som en monoton og uraffineret bygning.

På begge facader løber en nyere altangang i husets længde i første sals højde, der på indgangssiden fungerer som fælles adgangsvej, begge med mørkeblå værn i hulplader. Gavlene er efterisolerede og beklædt med metalkassetter med tilfældigt mønster af blå og grå farver. Særligt de nye gavle, altaner og værn har udvisket den oprindelige klare og skarptskårne arkitektur, som var kendetegnende for Arne Jacobsen, lyder det fra Arkitema.

- Vi kommer til at arbejde i et interessant krydsfelt, hvor vi dels skal tage hensyn til beboernes behov, dels til det gældende reglement og dels have fokus på øget bæredygtighed. Samtidig vil vi også bevare og forstærke de kvaliteter som Arne Jacobsen tænkte ind for mere end 60 år siden. Det er et privilegie at få lov til at arbejde med et af Jacobsens værker, og vi stræber mod, at vi med et helhedsgreb, kan bringe bebyggelsen op på et arkitektonisk niveau, hvor den bliver en værdig del af det trekløver som den er en del af i Rødovre, fortæller Jakob Suenson Schou.

 


Relaterede konferencer

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.