Arkitektfirma og modulbygger er gået sammen om et nyt boligkoncept, der betegnes som prisbilligt og med et klimaaftryk på 5,5 kilo CO2-ækvivalenter per kvm per år.

C.F. Møller Architects og Scandi Byg er gået sammen om at udbrede et nyt boligkoncept til både private investorer og almene boligselskaber. Ifølge de 2 parter skal konceptet Value Living gøre det lettere for bygherrer at bygge prisvenlige boliger, der tager hensyn til klimaet og økonomien.

- Det almene boligbyggeri har længe været udfordret af forskellige faktorer, og generelt er det blevet sværere at bygge inden for rammebeløbet. Med vores nye boligkoncept gør vi det muligt at bygge inden for rammebeløbet til almene boliger, som samtidig har et lavt klimaaftryk. Vi har i tæt samarbejde med C.F. Møller udviklet et modulsystem, som består af basismoduler, der kan kombineres på kryds og tværs og dermed skabe unikke, arkitekttegnede løsninger til konkurrencedygtige priser, siger Flemming Dalgaard, der er salgsdirektør i Scandi Byg.

- Boligerne er desuden udarbejdet, så de kan certificeres med Svanemærket, og ud fra tidligere gennemførte projekter har vi beregnet, at vores byggesystem alene kan bidrage med op til 48 procent i DGNB-point – afhængigt af aftalen med bygherre kan vi bidrage med endnu flere point. På den måde har vi gjort det let for bygherre at få et certificeret kvalitetsbyggeri, uddyber han.

Træbyggeri. Konferencen afholdes den 5. december 2023.

Value Living-boligerne er tiltænkt etagebyggerier på op til 3 etager og rækkehuse i 2 plan. Boligerne bygges som modulbyggeri i træ på Scandi Bygs fabrik i Løgstør.

- God og holdbar arkitektur er ikke kun for dem, der har mange ressourcer. Det skal være for alle. Det er blandt andet noget af det, som vi gerne vil vise med vores nye boligkoncept – at man kan få spændende og flot arkitektur til en fair pris for både investorer, beboere og ikke mindst klimaet, forklarer afdelingschef hos C.F. Møller i Aalborg, Søren Tortzen.

Ifølge Flemming Dalgaard får boligerne et CO2-aftryk på ned til 5,5 kilo CO2-ækvivalenter per kvm per år, hvilket er under den forventede grænseværdi i bygningsreglementet i 2029. Det skyldes blandt andet, at at boligerne opføres i certificeret træ.

- I Scandi Byg har vi udarbejdet en regnemodel for vores moduler i programmet LCAbyg 5.0, hvor vi hurtigt kan beregne livscyklusvurderinger af vores byggerier og faktisk er i stand til at levere meget detaljerede beregninger allerede i de tidlige faser, siger Flemming Dalgaard.


Relaterede konferencer

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS