Sikkerhedsstyrelsens tilsynsførende fandt i 2022 fejl på 3 ud af 4 tilsyn med midlertidige elinstallationer på byggepladser. På knap hver 4. byggeplads var fejlene så alvorlige, at elinstallatøren fik påbud om at udbedre fejlene. Det udgør en stor risiko for byggepladsens elsikkerhed og arbejdsmiljø.
Manglende jordforbindelse var den fejl, som medførte flest påbud. På hele 42 procent af tilsynene med byggepladser var der ikke styr på jordforbindelsen. De fleste gange skyldtes det, at det lange jernspyd, der giver jordforbindelsen, ikke var banket langt nok ned i jorden. En del steder lå jordspyddet endda oven på jorden, og i de tilfælde har jordspyddet slet ingen effekt, hvis der opstår fejl på maskiner eller elværktøj under byggeriet.
Konference: Køge: De store projekter
- En god jordforbindelse kræver et jordspyd, der er banket så langt ned i jorden, at det er svært at få op igen. Hvis ikke der er styr på jordforbindelsen, er der ikke styr på elsikkerheden, og så kan byggearbejdet ende grueligt galt. I værste tilfælde snakker vi altså livsfarligt stød, siger vicekontorchef Evy Boe Madsen fra Sikkerhedsstyrelsen.
Da det er en alvorlig fejl, hvis jordspyddet mangler eller ligger ovenpå jorden, er det ulovligt selv at flytte jordspyddet som for eksempel almen håndværker. For det er den, som ejer elinstallationen på byggepladsen, der har ansvaret for, at installationen lever op til de gældende regler, og at der er en god jordforbindelse. Men det kan være svært for elinstallatørerne at følge op på, når de ikke selv er på byggepladserne hele tiden.
Konference: Skoler - cases, projekter og erfaringer
- Vores tilsynsførende oplever desværre for ofte, at det er dem, som har deres daglige gang på byggepladsen, der er skyld i den manglende jordforbindelse. De kan pludselig have behov for at flytte jordspyddet sammen med den midlertidige elinstallation, og så tænker de, at det kan de selv gøre, fordi det virker nemt. Men det må de ikke under nogen omstændigheder, slår Evy Boe Madsen fast.
Hun understreger, at sådanne handlinger både går ud over elsikkerheden og elinstallatøren. For sker der fejl under flytningen, er det i sidste ende ejeren af den midlertidige elinstallation, som får et påbud og dermed skylden for den manglende jordforbindelse.