Hvordan begrænser vi mængden af parkeringspladser på gader og pladser? Hvordan opsamler vi mest muligt regnvand i tilfælde af ekstreme skybrud? Hvordan får vi plads til flere byrum? Og hvordan finansierer vi klimatilpasning?
De fleste storbyer kæmper i øjeblikket med at finde svar på de spørgsmål. Tegnestuen Tredje Natur kommer nu med ét samlet svar på dem alle. En klimatilpasningsløsning, som håndterer de tilsyneladende ikke-relaterede udfordringer i et og samme greb.
- Med Pop-Up har vi et menneskeligt svar på menneskeskabte problemer, der ved at kombinere flere udfordringer i én samlet løsning viser verden, hvorledes klimatilpasning, mobilitet og byudvikling ikke behøver at være hinandens modsætninger i fremtidens levedygtige byer, siger Ole Schrøder, partner i Tredje Natur.
Klimaudfordringerne tvinger mange byer til at etablere store og meget dyre vandreservoirer under veje og pladser. Tredje Natur vil med POP-UP skabe merværdi og udnytte de dyre kar ved samtidig at etablere underjordiske parkeringsfaciliteter, med byrum eller offentlige funktioner på toppen.
Til hverdag vil vandreservoiret være tomt og parkeringsstrukturen fungere som et standard underjordisk parkeringshus med adgang via en rampe i stueplan. Ved kraftig regn vil reservoiret begynde at blive fyldt og parkeringsanlægget vil presses op i terrænet og blive synligt i bybilledet, som en prop i et glas vand.
Vandreservoiret og parkeringsanlæggets runde form gør strukturen lettere og hjælper dermed på opdriften, mens reservoiret ved hjælp af hoop-effekten fra den cirkulære form af indfatningsvæggen sikres imod vand- og jordtryk.
Parkeringsanlæggets spiralformede rampe gør det muligt at køre og gå til og fra anlægget i stueplan, uanset vandstanden i vandreservoiret. Når kloaksystemet efterfølgende igen har kapacitet til at håndtere regnvandet, ledes vandet stille og roligt ud, hvorefter parkeringsdelen sænkes. Løsningen maksimerer på den måde brugsværdien og den samlede anlægs- og driftsøkonomi minimeres.
- Pop-Up Parkering er et eksempel på et multidisciplinært design koncept som kombinerer trafik, konstruktioner og hydraulik. Ved hjælp af grundlæggende fysiske love adresserer konceptet de voksende udfordringer fra klimaændringer og byliv, Tommy Olsen, Project Director, Tunnel and Underground Infrastructures hos Cowi.
NB! Fremtidens kystbeskyttelse og sikring af kyster. Konferencen afholdes i samarbejde med Nohr-Con d. 27. september 2017.
Projektet er udviklet i samarbejde med ingeniørvirksomhederne Cowi, som har bidraget til projektet med konstruktion og teknik og Rambøll, som har bidraget med økonomiske beregninger
Tredje Natur oplever, at der er mange sideløbende offentlige, kommunale og private initiativer omkring klimatilpasning, men sjældent nogle der tænker på tværs af opgaver, funktion og økonomi.
- Byerne er i en ekstrem situation, hvor der skal bruges milliarder på klimaafværgeløsninger og tilsvarende beløb på at håndtere byernes fortætning, navnlig konflikten mellem biler og byrum, så for os er det en selvfølgelig innovation at tænke løsningerne sammen. Det er alvorlig leg med de infrastrukturelle systemer, der giver reel levedygtighed og helt nye typer oplevelser tilbage til byens brugere, siger Flemming Rafn Thomsen, partner i Tredje Natur.
I september 2015 underskrev New York City Department of Environmental Protection (DEP) og Københavns kommunes Teknik- og Miljøforvaltning en samarbejdsaftale med henblik på, at udvikle innovative klimatilpasningsløsninger. Tredje Natur, sammen med blandt andet Cowi og Rambøll, har i den forbindelse deltaget i en række workshops i New York, med det formål at udvikle skalérbare løsninger med afsæt i erfaringer fra klimatilpasningen af København.
Pop-Up har ifølge Tredje Natur potentialet til at kunne skaleres til andre byer med samme problemstillinger. Tegnestuen ser projektet, som globalt anvendelige koncept, som er blevet præciseret, udviklet og tilpasset blandt andet til flere pladser i København og til St. John’s Park i New York. Konceptet kan derfor bidrage med en decentraliseret og design-integreret klimatilpasningsstrategi til udviklingen af relevante områder i kompakte storbyer.