Hvis anvendelsen af træ i byggeriet skal øges, er det afgørende, at leverandørerne bliver endnu bedre til at bidrage til en mere effektiv byggeproces.
Det er afsættet for strategien hos Taasinge Elementer, der ønsker at spille en større rolle i designfasen. Tidligere i år lagde virksomheden sine tegninger og designdetaljer åbent frem i et nyt digitalt videncenter. Nu tager Taasinge Elementer endnu et skridt med udgivelsen af
EPD’er for et præfabrikeret facadeelement og et præfabrikeret tagelement. Samtidig er der udarbejdet EPD’er for en limtræssøjle og en limtræsbjælke hos datterselskabet Annebergs Limtræ.
- Vores EDP’er er tænkt som en hjælp til rådgiverne, der allerede i den tidlige designfase har brug for viden om, hvordan forskellige materialer og løsninger påvirker deres LCA-beregninger. Det her er ikke en gamechanger for os, men det er med til at synliggøre de miljømæssige fordele ved at bygge med træ. Derfor tror jeg også, at det vil stille os et skridt længere fremme i dialogen med rådgiverne, netop fordi materialers miljøpåvirkning har fået så stor betydning, siger Allan Nykær Rosenhøj, salgschef hos Taasinge Elementer.
EPD’er fremmer den grønne omstilling
Siden januar 2023 har det været et krav, at alle nye bygninger over 1.000 kvm i Danmark skal have en livscyklusvurdering, LCA. Det har været medvirkende til en kraftig stigning i udgivelsen af EPD’er. I EPD Danmarks database er antallet af produkter med en EPD således tredoblet fra 151 ved udgangen af 2021 til 450 ved udgangen af 2023.
Hos C.F. Møller Architects, der er en af frontløberne inden for træbyggeri i Danmark, har de arbejdet strategisk med LCA gennem flere år og hilser industriens stigende fokus på EPD’er velkomment. For jo flere miljødeklarerede bygningsmaterialer der findes, desto nemmere er det for aktørerne i byggebranchen at træffe de sunde og mest klimavenlige valg, pointerer partner i C.F. Møller Lone Wiggers:
- En helt afgørende forudsætning for at arbejde med LCA-beregninger er pålidelige data, og industrien kan være med til at fremme den grønne omstilling ved at udarbejde EPD’er, der leverer den dokumentation, som branchen har brug for. De materialer, vi skal bygge med i fremtiden, skal i langt højere grad kunne stå distancen, ikke kun målt på CO 2 , men også i forhold til fornybarhed, levetid, vedligehold og en masse andre miljøparametre, siger Lone Wiggers.
Et præfabrikeret element fra Taasinge Elementer er en kompleks løsning, der kan sammensættes på mange forskellige måder. Derfor har EPD-beregningerne taget udgangspunkt i en vurdering af, hvad der er mest repræsentativt for de løsninger, kunderne vælger. EPD’erne er udarbejdet i samarbejde med FORCE Technology og er tredjepartsvalideret af Aalborg Universitet.