Frem til 2028 skal Sweco sikre en rød tråd i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelses byggeopgaver.

Samarbejdet løber i 4 år fra maj 2024 med en forventet budgetramme på 160 millioner kr. og en maksramme på 240 millioner kr. og omfatter bygherrerådgivning og ydelser inden for bæredygtighed, arbejdsmiljøkoordinering og ejendomsporteføljerådgivning.

Som bygherrerådgiver skal Sweco bidrage til at sikre en rød tråd i de kommende strategiske indsatsområder på tværs af Forsvarets forskellige bygningstyper. Bygninger, der er fordelt på over 500 lokationer i Danmark, Færøerne og Grønland, og som spænder fra topmoderne bygninger som redningsstationen i Skagen til dansk kulturarv som Kastellet.

”Vi glæder os over at kunne bidrage til denne vigtige samfundsopgave, som Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har med at opgradere og videreudvikle de fysiske rammer for Forsvaret. Og jeg glæder mig over, at Ejendomsstyrelsen har valgt at betro opgaven til os pga. vores tværgående perspektiv i opgaveløsningen. Vores styrke i Sweco er vores mange fagligheder og evne til at bringe dem spil i en tværfaglig rådgivning fra teknisk til strategisk niveau. Med den tilgang ser vi frem til at understøtte Ejendomsstyrelsen de næste fire år,” siger CEO i Sweco Dariush Rezai.

Bygherrerådgivning er forankret i Swecos forretningsområde for Eksisterende Byggeri & Specialer med direktør Henrik Leksø i spidsen:

”Vi ser frem til at levere kompetent bygherrerådgivning for en kapacitet som Ejendomsstyrelsen. Som bygherrerådgiver er det afgørende at opbygge et godt og tillidsfuldt partnerskab, og jeg er overbevist om, at vi kan lykkes med netop det og samtidig sikre, at erfaringer fra konkrete projekter videreføres til de næste,” siger Henrik Leksø.

Projektydelserne omfatter bygherrerådgivning samt ydelser inden for blandt andet bæredygtighed, arbejdsmiljøkoordinering og ejendomsporteføljerådgivning.


Relaterede konferencer

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Plejeboliger for 25 milliarder kr.