Den 30. april 2024 bliver Sluseholmen Skole i Københavns Sydhavn officielt indviet. Skolen, der ligger Ved Stigbordene 26, op ved Sjællandsbroen har et areal på 12.500 kvm.

Sluseholmen Skole er bygget i 4 etager med grønne terrasser på alle niveauer. Udover selve skolen, som er på 4 etager, bliver der opført et parkeringshus på 10.000 kvm ligeleds i 4 etager samt en idrætssal. Idrætssalen rummer en fulddimensioneret håndboldbane og er placeret på toppen af et parkeringshus, hvor udsigten kan tage pusten fra selv den mest udholdende atlet. Byggeriet blev startet op i 2021.

Skolen er ifølge JJW Arkitekter, der er arkitekten bag projektet, udviklet til at favne alt fra individet til det store fællesskab – stor nok til at understøtte eleverne i deres møde med det omgivne samfund og lille nok til at give rum til den helt nære sociale skala.

Sluseholmen Skole har både en grøn og maritim profil, der understøtter skolens arbejde med at skabe lyst til læring via nysgerrighed og fordybelse i fællesskaber. Skolen har naturen med i undervisningen og hverdagen, og børnene har oprettet deres eget grønne elevråd. De omkringliggende blå og grønne områder er også kilder til trivselsaktiviteter og læring på skolen. Eleverne bruger blandt andet en del af tiden i skolen på at undersøge plante- og dyrelivet på Fælleden og arbejde aktivt ved vandet.

- Sluseholmen Skole har helt fra starten integreret det grønne i skolens pædagogik, og måden de bruger skolen på. Undervisningen foregår også ofte i naturen, og børnene bevæger sig og er fysisk aktive i undervisningen. De har temaer om dyr og planter, og i det hele taget bliver levende dyr inkluderet i undervisningen. Nu står den nye skole færdig, og de mange grønne mellemrum, som skolen har, håber vi, at andre skoler kan lade sig inspirere af, så endnu flere elever får en mere alsidig skoledag og møder naturen i deres hverdag, siger direktør i Friluftsrådet Winni Grosbøll.


Relaterede konferencer

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne