Butikken åbner den 19. oktober 2024 på Klosterstræde 10. Det skriver Skagen Clothing i en pressemeddelelse.
Skagen Clothing, der med sin enkle og nordiske stil hurtigt har vundet ind på det danske og skandinaviske marked, åbnede deres første butik i Aarhus i maj 2024. Nu er de klar til at tage turen over broen og byde kunderne velkommen i København.
Skagen Clothing har fra starten vidst, at deres rejse ville føre dem til København, og ifølge brandet kunne timingen ikke være bedre.
"Åbningen i Aarhus er blevet taget rigtig godt imod, så da muligheden bød sig for at overtage de perfekte lokaler på Klosterstræde i København, vidste vi, at det var tid til at vise flaget for vores københavnske kunder," fortæller Johan Maunsbach Project Manager hos Skagen Clothing.
Skagen Clothing lægger stor vægt på at kunne opbygge et stærkt fællesskab med deres brand, og det ses tydeligt i deres fremtidige planer. Udover åbningen kan man se frem til en række events og fredagsbarer samt spændende samarbejder i butikken.