Realkreditinstituttet Nykredit får nu adgang til landets største database for lejeniveauer i nyt samarbejde med BoligPortal.

Det handler om at lave præcise og velunderbyggede vurderinger og øge transparensen i branchen, siger underdirektør i Nykredit.

Der er fortsat stor bevågenhed omkring de nye offentlige vurderinger af ejendomme, og kritikken af dem har pustet til det generelle behov for større præcision og bedre data i ejendomsvurderinger – også for erhvervsejendomme.

Hos Nykredit får deres vurderingsspecialister nu adgang til et nyt dataværktøj, når de skal vurdere værdien af erhvervsejendomme og analysere lejeboligmarkedet i Danmark. Danmarks største realkreditinstitut har indgået en ny aftale med BoligPortal, der giver dem adgang til landets mest omfattende database for lejeboliger. Nykredit vil kombinere egen data med Data Insights, der bygger på 20 års lejerdata fra mere end 100.000 årlige udlejninger på tværs af landet.

”I vores daglige arbejde med vurderinger af boligudlejningsejendomme er adgangen til referenceleje helt afgørende. Vi har en rigtig pæn markedsandel og har derigennem adgang til et stærkt datagrundlag. Men vi er ambitiøse og vil være på forkant med udviklingen. Det nye værktøj øger nøjagtigheden, hæver kvaliteten og mindsker risici,” siger Dean Frank Hansen, underdirektør i Vurdering Erhverv, Nykredit.

Han fortæller, at det nye dataværktøj giver nye muligheder for at validere deres egen data, øge troværdigheden i deres vurderingsarbejde og generelt gå forrest i arbejdet med vurderingsdata.

I dag udregner man typisk værdien af erhvervsejendomme med hjælp fra mange forskellige kilder herunder vurderinger fra erhvervsmæglere og på baggrund af huslejeniveauet i et område. Ifølge BoligPortals direktør, Anders Hyldborg, gør aktuel og præcis data vurderingerne mere strømlinede og objektive.

”Det er ofte marginaler, der f.eks. får en køber og sælger til at mødes i denne branche – og derfor skal data være præcise og sammenlignelige i vurderingerne. Nykredits vurderingsspecialister kan trække den data, de behøver i Data Insights til at understøtte dokumentationen, og alle gør det på samme måde. Samtidig sparer man tid, da informationen ligger klar - i stedet for at man skal sidde og trække referencer manuelt,” siger Anders Hyldborg.

Hos Nykredit handler det samtidig om at skabe mere transparens på ejendomsmarkedet, hvor Dean Frank Hansen mener, at der på nuværende tidspunkt er en mangel på gennemsigtighed for erhvervsejendomme.

”På markedet for private ejendomme kan alle få adgang til transaktionsdata og har dermed lige gode vilkår. Det står i kontrast til vurderinger af erhvervsejendomme, hvor transaktionsdata og udlejninger ikke generelt er offentligt tilgængeligt, Det er vigtigt for os at få adgang til så meget data som muligt for udlejninger og transaktioner for erhvervsejendomme, så vi kan lave velunderbyggede og markedskonforme vurderinger af vores kunders ejendomme ” siger Dean Frank Hansen, underdirektør i Vurdering Erhverv, Nykredit.


Relaterede konferencer

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.