Byrådet vedtog i januar 2024 en udviklingsplan for Ny Vestergårdsvej for at skabe en ramme om en helhedsorienteret udvikling af arealerne med plads til plejeboliger, erhverv, uddannelse, hjemmepleje, kollegieboliger mv.
Området åbnes på tværs af ejerskel, så det lukkede erhvervsområde i fremtiden kan blive en åben, grøn og inviterende bydel, der skaber sammenhæng i Værløse. Samtidig skal det offentligt-private samarbejde styrkes gennem bl.a. nye velfærdsløsninger og grøn omstilling.
Kommunen er i øjeblikket ved at lave en lokalplan for den del af området, hvor der skal være plejehjem, boliger for livet og senioregnede boliger.
I samme forbindelse har Furesø Kommune og OK-Fonden kontaktet hinanden for at samarbejde. Med et Letter of Intent udtrykker parterne gensidigt ønske om at etablere et friplejehjem, opføre 35 ”Boliger for Livet”, som er fleksible boliger til 50+-årige uden hjemmeboende børn og opføre visiterede ældrevenlige boliger og/eller seniorboligfælleskab med anvisningsret.
”Med et friplejehjem giver vi i fremtiden borgerne en yderligere valgmulighed og er et godt supplement til de kommunale plejehjem og den selvejende institution Ryetbo. Jeg er tilfreds med, at vi har aftalt, at der kan bygges 60 friplejeboliger med mulighed for udbygning til 75 boliger”, siger Udvalgsformand Lars Carstensen.
”Vi bliver flere og flere ældre i Furesø og har brug for flere plejeboliger i fremtiden. Jeg ser frem til samarbejdet med OK-fonden, også om visiterede ældreboliger og evt. seniorbofællesskab, som letter of intent lægger op til. Jeg glæder mig også til at se resultatet af et offentlig-privat samarbejde om fx velfærdsteknologi”, siger Næstformand Lene Bang (A)..
Med Letter of Intent afsøger Furesø og OK-Fonden muligheden for, at de nye boliger bliver et udviklingsmiljø med fokus på offentligt/privat samarbejde, hvor der kan udvikles og afprøves velfærdsteknologi i tilknytning til de plejeopgaverne. Og at det gøres i samarbejde med private virksomheder og uddannelses- og forskningsmiljøer.