Danske husholdninger er klar til at sætte renoveringsprojekter i gang. Efterspørgselen efter håndværksarbejder vokser.

2024 ser ud til at blive et godt år for de danske håndværkere. I hvert fald hvis du spørger landets førende formidler af renoveringsopgaver, 3byggetilbud.dk, som melder om stor efterspørgsel på håndværkere. Flere igangsætter en renoveringsopgave – og størrelsen på de projekter, der igangsættes, har aldrig været større.

3byggetilbud.dks tilknyttede håndværkere får historisk mange opgaver i ordrebøgerne. Tagentrepriser er en af de opgavetyper, der er i høj kurs.

Håndværkerne er begyndt at få ordrebøgerne fyldt godt op. Hos 3byggetilbud.dk, der årligt formidler omkring 70.000 opgaver til et landsdækkende netværk af håndværkere, oplever man stor vækst i antallet af renoveringsopgaver, der bliver igangsat.

I april 2024 modtog 3byggetilbud.dk mere end 6.500 henvendelser fra danskere i hele landet, der ønskede at igangsætte en bygge- og renoveringsopgave. Det er 10 procent flere henvendelser end i april 2023.

”Det er meget positivt, at vores tal viser så stor en efterspørgsel på håndværkere. Væksten er en klar indikation på, at de danske husholdninger er klar til at sætte renoveringsprojekter i gang – og gerne store af slagsen,” udtaler Jessie Krogsgaard, der er administrerende direktør hos 3byggetilbud.dk.

Højere gennemsnitspriser på udførte opgaver

3byggetilbud.dk kan også melde om højere gennemsnitspriser på udførte projekter.

Gennemsnitsprisen på opgaver udført fra januar til maj 2024 ligger på 50.917 kroner. Det er 8 procent mere end hvad gennemsnitsprisen var i samme periode i 2023.

”Den højere gennemsnitspris er et udtryk for, at flere danskere vælger komplette løsninger, når der skal renoveres. Som f.eks. renovering af hele badeværelset eller en gennemgribende tagentreprise,” siger Jessie Krogsgaard.

”Samtidig modtager vi flere henvendelser fra boligforeninger og erhverv, hvilket også er med til at trækken gennemsnitsprisen op,” tilføjer hun.

Tagentrepriser hitter

Hos 3byggetilbud.dk er der generelt vækst over hele linjen, men særligt de større projekter har oplevet fremgang.

Eksempelvis har der i lang tid været stor efterspørgsel på tagentrepriser. I indeværende år er væksten i tagentrepriser på 23 procent sammenlignet med samme periode sidste år, mens totalrenoveringerne står for 15 procent af væksten.

”Når vi graver i data, kan vi se, at der er særligt mange tagprojekter, der bliver gennemført for tiden, og når de ligger på beløbsstørrelser på 300-400.000 kroner, er det naturligvis med til at trække op i statistikkerne,” forklarer Jessie Krogsgaard.

Også brancherne asbestsanering og arkitekt er højdespringere med en vækst på henholdsvis 100 procent og 95 procent sammenlignet med samme periode sidste år.


Relaterede konferencer

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Plejeboliger for 25 milliarder kr.