På et bestyrelsesmøde den 6. juni 2024 har Realdanias bestyrelse konstitueret sig med Mette Kynne Frandsen som ny næstforkvinde. Hun er Managing Director i Henning Larsen Architects og har været medlem af Realdanias repræsentantskab siden 2014 og af bestyrelsen siden 2016.
Skiftet sker, fordi Kristine Leth Juul har ønsket at stoppe på posten som næstforkvinde, da hun den 1. august 2024 tiltræder stillingen som rektor på Arkitektskolen i Aarhus og har ønsket at have mest muligt fokus på dette. Hun vil fortsat være medlem af Realdanias bestyrelse.
”Jeg har stor forståelse og respekt for Kristine Leth Juuls prioritering og er rigtig glad for, at vi forsat vil have hende i bestyrelsen. Og jeg kunne ikke forestille mig nogen bedre afløser på posten end Mette Kynne Frandsen, som i en årrække har bidraget med stor faglighed og erfaring i bestyrelsen. Jeg ser frem til makkerskabet med Mette og det fortsatte samarbejde med Kristine i bestyrelsen”, siger bestyrelsesformand Lars Krarup.