Rambøll har vundet udbuddet som bygherrerådgiver for Energinet på el-transmissionsanlægget på Energiø Nordsøen. Kontraktens værdi er på 225 millioner kr. og løber over 10 år.

Danmarks kommende energiø i Nordsøen skal sætte strøm til et grønnere Europa. I 2033 skal øen kunne håndtere 3 gigawatt. Senest i 2040 skal øen have en kapacitet på 10 gigawatt og være i stand til at dække forbruget af el for cirka 10 millioner husstande i hele Nordeuropa.

Det er med andre ord enorme mængder grøn strøm fra vindmøllerne på havet, der skal samles op på den kunstige ø og sendes videre til fastlandet i Danmark og andre lande. Og det kræver store anlæg, kilometervis af elkabler og store konverterstationer.

Den rådgivende ingeniørvirksomhed har netop vundet udbuddet som teknisk bygherrerådgiver for Energinet på det, der bliver et af verdens første og største offshore el-infrastrukturprojekter til dato. Kontrakten er på en samlet værdi af 225 millioner kroner samt option for senere tilsyn og vil beskæftige cirka 35 af Rambølls eksperter fuld tid på tværs af hele koncernen over de næste 10 år.

- Opgaven er af stor teknologisk betydning for Danmark. Energiøen i Nordsøen bliver den første af sin slags i verden, så projektets løsninger og de unikke kompetencer vi opbygger i Danmark undervejs bliver epokegørende for fremtidens offshore el-infrastruktur. Projektet bliver derfor en meget vigtig showcase for Danmark over for resten af Europa, Asien og USA, som kigger på lignende visionære projekter inden for havvind og energihubs, siger John Ammentorp, landechef for Rambølls energiforretning i Danmark.

Skoler - cases, projekter og erfaringer. Konferencen afholdes den 16. november 2023.

At lave el-infrastrukturen på en kunstig ø, der skal kunne håndtere 10 gigawatt energi er et komplekst puslespil, der grundlæggende handler om at finde nye og effektive løsninger til at transportere enorme mængder grøn strøm over lange afstande til mange forskellige aftagere placeret i forskellige lande og med mindst muligt energitab undervejs.

- Danmarks energiøer er begyndelsen på en helt ny æra for produktion af energi fra havvind og bliver startskuddet til en gennemgribende omstilling og sammentænkning af det europæiske energisystem. Derfor er der behov for at få samlet dygtige eksperter til opgaven, så vi sammen kan få løst de mange udfordringer i projektet, siger Jan Hagenau, seniorprojektleder hos Energinet.

Rambøll skal konkret bistå Energinet i forbindelse med etablering af infrastrukturen på og omkring energiøen i Nordsøen på den mest modulærbare og skalerbare måde, så projektet bliver så effektivt som muligt fra A til Z.

Opgaven er Rambølls 5. rådgiveropgave på energiøerne. Rambøll har blandt andet også udarbejdet konceptdesign for modulært stationsanlæg på Energiø Nordsøen for Energinet, lavet miljøvurdering af planen for Energiø Bornholm og marine forundersøgelser for energiøens miljøkonsekvensvurdering (VVM) og lavet kabelruteplanlægning i forbindelse med energiø Bornholm.


Relaterede konferencer

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.