Himmerland Boligforening står bag de første almene boliger i udviklingsområdet Sofiendal Enge i den sydlige del af Hasseris i Aalborg. Der er tale om et blandet projekt i samarbejde med en privat investor. Nu er rådgiverne fundet.
- Valget er faldet på Link Arkitektur med Bjørk & Maigaard og Arkplan som underrådgivere, mens Brix & Kamp A/S er rådgivende ingeniører. Alle ser de ligesom vi frem til at sætte præg på de første almene boliger i denne del af Hasseris, siger direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.
Lejeboliger: Udvikling og salg
- Vi er stolte over at kunne bidrage med mere diversitet til området i form af 50 almene lejeboliger, der indgår i et byggeri med en række etage- og tæt-lave lejeboliger. På grunden ved siden af etableres private lejeboliger. For vores vedkommende er der tale om 8 2-værelses boliger på cirka 80 kvm, 38 3-værelses boliger på omkring 90 kvm og 4 4-værelses boliger på cirka 105 kvm, siger han.
Også i valget af byggematerialer bliver der tænkt i den nye afdelings nærhed til det grønne, idet facaderne primært vil bestå af tegl som blankt, vandskuret eller pudset murværk, træ og natursten. På mindre flader bliver der suppleret med kontrastfulde farvevalg og begrønning med planter.
Ole Nielsen forventer byggestart i begyndelsen af 2024 og at boligerne vil kunne tage imod de første beboere i slutningen af 2025.