Pihl har netop underskrevet kontrakten på færdiggørelsen af 198 boliger i Vinge, som de skal opføre for Domea.dk. Projektet bliver genoptaget efter at den tidligere totalentreprenør på projektet Dansk Boligbyg gik konkurs.

Kun 43 minutters togkørsel fra København og en kort cykeltur fra Roskilde Fjord forvandler Frederikssund Kommune i disse år tomme marker til byen Vinge, som med et samlet areal på 3,7 millioner kvm er et af Danmarks største byudviklingsprojekter. Når Vinge når sin fulde udbygning, forventes den at rumme 20.000 nye indbyggere og 4.000 nye arbejdspladser.

Som en del af den store byudvikling skal der opføres 198 familieboliger fordelt på 17.200 kvm. Boligbyggeriet består af ni bygninger placeret på tre byggegrupper, og boligerne bliver en variation af punkthuse, rækkehuse, vinkelhuse og længehuse.

Projektet har tidligere haft Dansk Boligbyg som totalentreprenør, men efter deres konkurs i februar 2024, har Domea.dk nu indgået kontrakt med Pihl & Søn om færdiggørelsen af byggeriet for boligselskabet Vores Bolig med Domea.dk som byggeforretningsfører

"Vi er enormt stolte af, at Domea har valgt os til at færdiggøre det spændende boligbyggeri i Vinge, som er et projekt, der passer rigtig godt til vores kompetencer. Projektet har været hårdt ramt af 2 konkurser, så nu glæder vi os til at føre det sikkert i hus, så byen og borgerne kan se frem til at indvie de kommende boliger," siger Frank Aarslew-Jensen, adm. direktør i Pihl & Søn.

Også hos Domea.dk er man glad for at have fundet en ny totalentreprenør, der kan føre projektet videre.

"Når vi står overfor konkurser, som den vi oplevede med Dansk Boligbyg, skal der helst handles relativt hurtigt. Både for at finde en god og holdbar løsning - men også for ikke at tabe for meget tid, så byggeprojektet forsinkes unødigt. Heldigvis har vi allerede nu fået en aftale på plads med entreprenørvirksomheden Pihl, som betyder netop dette - at vi kommer godt videre med en seriøs og dygtig samarbejdspartner," siger Signe Sønderskov, direktør for byggeri og byudvikling i Domea.dk og fortsætter:

"Vi har haft en rigtig god dialog med både kurator og entreprenør, som tegner godt for det videre forløb. Alt i alt er det stærkt tilfredsstillende og vigtigt for projektets fremdrift, at vi er tilbage på sporet og hurtigt oppe i tempo igen. Jeg har kun ros tilovers for de parter, som undervejs har været involveret i at finde gode løsninger. Vi forventer, at de første byggearbejder genoptages allerede i starten af juni."

Pihls boligbyggeri i Vinge bliver en del af et levende centrum, og med en stor variation i størrelse og boligtype, giver det borgerne mulighed for at leve og bo på forskellige måder. Boligerne vil bugte sig fra Vinges vestlige ende ind til den grønne kile og den nye S-togs-station.

De 198 boliger bliver placeret i 3 boliggrupper, der er placeret forskudt og diagonalt overfor hinanden, men alle i tilknytning til grønne fællesarealer. Her er der masser af muligheder for at mødes på tværs og blive en del af fællesskabet og bylivet i Vinge.

Byggeriet omfatter bl.a. 2 punkthuse i hhv. 8 og 10 etager. Lejlighederne bliver 2, 3 og 4-værelses i størrelser mellem 70 og 100 kvm, og beboerne får adgang til et parkeringshus.

Projektet skal afleveres i april 2026.


Relaterede konferencer

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.