I løbet af marts forventes spaden at gå i jorden til PFA’s 6-etagers byggeprojekt, som forventes at stå færdigt i sommeren 2019. Der ventes at blive opført i alt 140.000 kvm byggeri i området, hvoraf PFA med opførelsen af de 157 boliger indtil videre tegner sig for en andel på over 12.000 kvm. Selskabet er blandt de første investorer i området.
DEAS er udpeget som bygherrerådgiver og skal varetage PFA’s interesser, så byggeriet får en høj og fremtidssikret standard.
- Gartnerbyen er et helt unikt område i Odense, som vi er stolte over at være med til at udvikle. Vi opfører boliger til et bredt publikum, samtidig med at vi skaber fundamentet for et godt afkast til vores 1,2 millioner pensionskunder. Med DEAS som bygherrerådgiver forventer vi et resultat i høj kvalitet, hvor der er tænkt i langsigtede og økonomisk bæredygtige løsninger, siger Michael Bruhn, ejendomsdirektør i PFA.
NB! Odense - de store projekter. Konferencen afholdes d. 21. marts 2018.
DEAS har i forvejen været samarbejdspartner for PFA på flere store byggeprojekter.
- Vi glæder os over at kunne bidrage til PFA’s udvikling af Gartnerbyen, der vil sikre vigtige boliger i Danmarks 3. største by. Vi trækker i vores rådgivning på en erfaring fra administration og drift af over 29.000 lejeboliger. Så PFA sikres en række attraktive ejendomme, der rammer en udformning og funktionalitet, som efterspørges nu og i fremtiden, siger Kristian Kongstad, afdelingsdirektør i DEAS med ansvar for selskabets byggetekniske afdeling.
Arkitema Architects er arkitekt bag de nye boliger og har også udviklet helhedsplanen bag Gartnerbyen i samarbejde med totalentreprenør H. Skjøde Knudsen.
Gartnerbyen skal i de kommende år danne basis for en ny, grøn og centralt beliggende bydel med moderne boliger, caféer og erhverv. Området ligger i den vestlige del af Odense, hvor Gasa Group har blomsterproduktion indtil slutning af 2018.