Overlund Skolegrund. i Viborg er solgt til 9 lokale virksomheder, der samlet betaler 10,4 millioner kr. for grunden

Godt 18.000 kvm grund centralt beliggende i Overlund er en attraktiv vare. Det kan Viborg Kommune konstatere efter at have haft Overlund Skolegrund i udbud.

Den 27. juni godkendte byrådet i Viborg således et betinget salg af grunden til en købergrupper af 9 lokale virksomheder til en pris på 10,4 millioner kr., hvilket er mere end grunden var vurderet til.

Projektet indebærer opførelsen af 3 boligklynger med tæt-lav- og etageboliger, indre grønne gårdrum, et gennemgående stisystem og et centralt bytorv. Den eksisterende skolebygning fra 1954 bliver bevaret og omdannet til boliger og fælleshus. Desuden vil der blive etableret et orangeri i de grønne gårdrum inklusiv den tidligere skolegård.

"Jeg er glad for den interesse, der har været for Overlund Skolegrund, hvor flere mulige købere har vist interesse. Men jeg er også meget tilfreds med, at køberen blev 9 lokale virksomheder. Ikke mindst fordi det projekt, som blev præsenteret, er i overensstemmelse med vores visionsplan og opfylder de centrale krav til udviklingen af området, siger borgmester i Viborg Kommune, Ulrik Wilbek.

Projektet har stor vægt på bæredygtighed. Blandt andet grundet en bebyggelsesprocent på ca. 47 procent, anvendelse af bæredygtige materialer, reduceret parkeringskrav til 1 p-plads pr. bolig og grønne områder med regnvandshåndtering samt en strategi for bevarelse af træer på grunden.

- Det er vigtigt, at bæredygtighed har en central plads, når der planlægges nye boligområder i Viborg Kommune. Både fordi det er vigtigt i forhold til klimaet, og fordi det helt enkelt gør området mere attraktivt for kommende beboere, siger Ulrik Wilbek.

I forbindelse med købet skal der udarbejdes en ny lokalplan. Det sker efter sommerferien med forventet politisk behandling ultimo 2024 og offentlig høring primo 2025. Den endelige vedtagelse af lokalplanen forventes medio 2025, hvorefter salget og overdragelsen af grunden vil finde sted.


Relaterede konferencer

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Plejeboliger for 25 milliarder kr.