Billigere, hurtigere, mindre CO2-udslip og høj brugertilfredshed. Det er målsætningen, når Realdania By & Byg nu tager fat på boligbebyggelse nummer 2 i rækken af "effektive byggerier". Projektet har fokus på at nedbringe spild gennem industrialisering og præfabrikation i byggeriet.
I Kanalbyen i Fredericia er en helt ny gade ved at tage form. Her opfører Realdania By & Byg netop nu en række udviklingsbyggerier med fokus på at finde nye veje for et mere effektivt og ressource-besparende etagebyggeri. 2 huse i gaden har særligt fokus på byggeriets processer og opføres under overskriften "De Effektive Byggerier".
Hus nummer ét, som forventes færdigt i slutningen af 2023, opføres med fokus på effektivisering af planlægningsfaserne gennem brug af samarbejdsmodeller og digitale værktøjer, der skal minimere spild og fejl i leverancerne.
I hus nummer 2, som opføres i samme arkitektur som det første, udvides projektets fokus til også at omfatte brug af præfabrikation i byggefasen. Her tilstræbes maksimal anvendelse af fabriksfremstillede, rum-store moduler og industrifrembragte løsninger.
Træbyggeri. Konferencen afholdes den 5. december 2023.
- Det meste nybyggeri i Danmark opføres i betonelementer, som samles på byggepladsen. Det tager tid og kan nemt medføre fejl og spild. Vi vil gerne undersøge, hvor mange ressourcer vi kan spare ved at bestille rum-store moduler fra et kontrolleret miljø, hvor man allerede har erfaring med at producere dem så effektivt som muligt, fortæller administrerende direktør i Realdania By & Byg, Peter Cederfeld.
Samtidig vil projektet sætte fokus på at effektivisere byggepladsen ved at begrænse energiforbrug, optimere affaldssortering og elektrificere arbejdet. Alt sammen tiltag, der har til formål at nedbringe tid og ressourceforbrug og at komme fejl og mangler til livs – vel at mærke uden at gå på kompromis med kvaliteten.
En del af forarbejdet til projektet har været at kigge på, hvor mange ressourcer der bliver brugt i andre byggeprojekter for derefter at opstille en række ambitioner for det nye "Effektive Byggeri".
Miljømæssig due diligence og EUs Taksonomi. Konferencen afholdes den 19. marts 2024.
- Vores ambition er at opføre huset 30 procent hurtigere og med op mod 10 procent mindre ressourcespild end et gennemsnitligt byggeprojekt. Det betyder, at huset skal være så fejlfrit som muligt, så vi ikke skal bruge ekstra ressourcer på at rette fejl. Vi går desuden efter at reducere uforudsete hændelser. I et normalt byggebudget kalkuleres der gerne med 10 procent til uforudsete udgifter, og det overskrides desværre alt for ofte. Vores ambition er at holde de uforudsete udgifter under 3 procent, fortæller projektchef i Realdania By & Byg Peter Fangel.
Realdania By & Byg vil løbende kommunikere metodeovervejelser og resultater fra projektet.
Udover de 2 "effektive byggerier" opfører Realdania By & Byg i samme gade 2 "Mini CO2 etageejendomme" med hver deres primære byggemateriale; træ og tegl.
For at kunne sammenligne byggerierne på tværs opfører Realdania By & Byg alle 4 huse i samme format og under enslydende rammevilkår: De bliver ens i størrelse (et samlet, opvarmet bruttoareal på cirka 600 kvm i 5 etager og med 4-5 boliger) og bygges under samme lokalplan.
Alle 4 huse opføres til bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld. Endelig skal de leve op til gængse forventninger til komfort og praktisk indretning af moderne boliger, som skal lejes ud på markedsvilkår.