Det 60 år gamle tag i Glostrup Ejendomsselskabs Vestergårdens afdeling I, II & III. er træt. Tagsten sidder løst, isoleringen er dårlig og der er øget risiko for vandskader. Taget skal derfor udskiftes. Og med et rungende ja ved et ekstraordinært afdelingsmøde i sommeren 2023 besluttede de 3 afdelinger at gennemføre en ambitiøs tagrenovering og energioptimering i de tre afdelinger.
Det betyder bl.a., at man vil genbruge så mange tagsten som muligt fra det tag, som ligger der i dag. Man vil desuden etablere solceller og lave et energifællesskab, som skal forsyne beboerne og ejendomskontoret med el.
Projektet er bl.a. finansieret gennem egen trækningsret, som er selskabets midler, der administreres af Landsbyggefonden. Det har organisationsbestyrelsen besluttet at gøre for at støtte den grønne profil. Dermed er projektet med solceller billigere for den enkelte beboer, end hvis man havde valgt et projekt uden solceller.
“Den bæredygtige dagsorden har været vigtig for os i mange år i Glostrup Ejendomsselskab. Vi har i forvejen grønne tage med sedum på de gule blokke og LAR-anlæg, så det forestående projekt er en naturlig forlængelse af vores vision om at gøre noget godt for miljøet og spare CO2, når vi har mulighed for det,” fortæller formand for organisationsbestyrelsen i Glostrup Ejendomsselskab, Vibeke Nielsen, og uddyber:
“Samtidig har det været vigtigt for os at bevare bygningernes udtryk. Vi vil fortsat være de røde blokke på Roskildevej. Det er vores identitet, og derfor har det været afgørende, at vi kunne få røde solceller. Vi er spændte på det endelige resultat og håber, at det bliver lige så smukt, som vi forestiller os.”
Lige nu er AI Arkitekter og ingeniører i gang med at undersøge, hvor mange tagsten der kan genbruges. Det gøres ved, at et udsnit af de nuværende tagsten bliver udsat for en ”slisketest”, hvor de glider ned ad en sliske. Kan de klare det, bliver de renset og gjort klar til at blive genbrugt.
De foreløbige resultater peger på, at op mod 70-80 procent af tagstenene vil kunne genbruges – og det estimat glæder byggeprojektlederne i KAB, Lars Holmgaard Hoffensetz og Micki Mlka.
”Fra start havde vi en målsætning om at kunne genbruge 1.600 kvm tagsten. Allerede der ville vi spare 20 ton CO2. Nu ser det ud til, at vi kan genbruge væsentlig flere tagsten, så det er virkelig noget, der kan aflæses positivt på CO2-aftrykket,” siger Lars og fortsætter:
”Det er et voldsomt spændende projekt at være en del af. Beboerdemokratiet i Glostrup Ejendomsselskab har sat en høj barre, og jeg er meget tilfreds med, at vi er lykkes med at præsentere denne løsning, som overholder de økonomiske rammer i et ustøttet projekt og har nogle stærke bæredygtige tiltag i form af genbrug og solceller.”
I KAB’s øverste ledelse er renoveringssagen også blevet bemærket. Byggedirektør Rasmus Jessing håber, at tilgangen i Glostrup vil inspirere andre til at gå samme vej og arbejde hårdt for mere klimavenlige løsninger, når større renoveringsprojekter står for døren.
”Det glæder mig virkelig at se, at det store fokus på bæredygtighed, de har i Glostrup Ejendomsselskab, bliver omsat til konkrete tiltag i forbindelse med udskiftningen af taget. Det er et eksempel til efterfølgelse på, hvordan man kan lykkes med at gøre en forskel for klimaet, uden det skal koste beboerne ekstra på huslejen,” lyder det fra Rasmus Jessing.