Hvad sker der, hvis man sætter 30 helt almindelige danskere til at tegne og opføre deres eget rækkehus på Musicon? Det er essensen af et eksperiment, som Roskilde Kommune har sat i gang i den kreative bydel.

Sammen med et tværfagligt rådgiverteam bestående af Vandkunsten, Nordiq Group, Foldschack Advokater, COWI samt Anne Romme og Morten Birk Jørgensen fra KADK, har Roskilde Kommune udviklet en samlet ramme for urbant selvbyg i Musicons sidste hjørne, Hal 12.

Nu er de første 14 grunde til selvbyg på Musicon i udbud. Her kan man opføre rækkehuse eller mindre etageboliger.

Projektet ’Urbant Selvbyg’ giver plads til, at beboerne kan træde ind i rollen som bygherre og indfri egne boligdrømme.

’Urbant Selvbyg’ er udviklet efter tysk og hollandsk forbillede, hvor særligt Baugruppen er et velkendt fænomen.

Ambitionen er at sætte boligudviklingen fri og undersøge, hvilke kreative, arkitektoniske løsninger, der kan opstå, når beboerne sætter sig for bordenden med pen og lineal i hånden.

”Der er tale om et pionérprojekt i dansk sammenhæng. Normalt er det udviklernes domæne, når der skal bygges et større antal boliger i et bymæssigt område. Nu inviterer vi de kommende ejere til at deltage i tilblivelsen af deres egen bolig og det fællesskab, som opstår omkring boligerne og i bydelen. Der er mange indenfor branchen, der vil følge interesserede med i, hvordan de kommende boligejeres drømme bliver til virkelighed”, siger strategisk byplanlægger Anna Brandt Østerby, der er projektleder for Roskilde Kommune.

Grundende udbydes til faste priser, der spænder mellem 800.000 – 1.200.000 kr. ex moms.

Grunde tildeles på baggrund af projektbeskrivelser og indledende skitser; med andre ord købernes boligdrøm.

Alle projekter evalueres på baggrund af tre tildelingskriterier; arkitektur, bæredygtighed og realiserbarhed.


’Urbant Selvbyg’ indgår i Realdania og Statens Kunstfonds ’Boliglaboratorium’.


Relaterede konferencer

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS