Torsdag aften, den 10. januar 2019, blev sløret løftet for, hvordan hovedindgangene og faciliteterne ved vandet kommer til at se ud, da Møller & Grønborg med Adept, SNC-Lavalin Atkins og Bark Rådgivning blev udpeget som vinder af projektkonkurrencen.

I går aftes kunne partnerskabet bag Naturpark Amager offentliggøre vinderprojektet for tre hovedindgange langs Ørestad og fire samlingspunkter i Københavns havn og langs Amagers kyst. Arkitekturen i vinderprojektet er tilpasset naturen, og de nye faciliteter skal gøre det nemmere at komme ud og opleve naturen.

Naturpark Amager er med sine 35 millioner kvm 3 gange så stor som Dyrehaven og strækker sig ind i de 3 hovedstadskommuner, København, Dragør og Tårnby. Årligt har naturparken cirka 1 million besøgende, men med de nye faciliteter til naturoplevelser og friluftsaktiviteter er forhåbningen, at endnu flere vil tage på oplevelse i den unikke natur. Derfor udskrev By & Havn, Københavns Kommune og Naturstyrelsen tidligere på året en projektkonkurrence om de nye faciliteter på vegne af partnerskabet bag Naturpark Amager. Projektet er støttet af Nordea-fonden og Friluftsrådets udlodningsmidler til friluftsliv.

De 3 nye hovedindgange langs Ørestad bliver samlingspunkter, der inviterer på oplevelse i landskabet. Her kan man få forslag til udflugter længere inde i naturparken, og hovedindgangene vil have forskellige faciliteter, som understøtter friluftsliv og -aktiviteter. Det kan eksempelvis være en bålhytte, en grejbank eller et udsigtstårn.

Hovedindgangene er placeret ved hhv. Naturcenter Amager, Asger Jorns Allé og DR Byen og forbinder byen og naturen.

- Med dette projekt får vi nogle synlige hovedindgange, bedre mødesteder og flere pejlemærker, når du bevæger dig rundt i Naturpark Amager. Hovedindgangene er placeret i overgangen mellem by og natur på steder, hvor der ikke er følsom natur, og de ligger tæt på metroen, så det er nemt at komme til en hovedindgang – også hvis man kommer langvejs fra. Det handler om at gøre det lettere at komme ud i den unikke natur og at få endnu flere til at tage ud og opleve Naturpark Amagers kvaliteter, siger Rikke Faaborg Jarmer, udviklingschef i By & Havn.

NB! Boligbyggeri og boligmarked på Amager. Konferencen afholdes d. 30. april 2019.

Synergien mellem natur og by bliver særligt udtalt ved hovedindgangen ved Asger Jorns Allé. De store strukturer i denne hovedindgang er en udsigtspost og en stiforbindelse. Stiforbindelsen leder ud til oplevelser i naturparken, men samtidig peger hovedindgangsområdet ind i Ørestad, da der kommer et tæt samspil med både Byens hus, det kommende beboer- og kulturhus, og Asger Jorns Allé, der udvikles med forskellige faciliteter til sport og kultur. Skal man ud på mountainbike, kan man f.eks. starte med at øve tricks på de urbane sportsfaciliteter på Asger Jorns Allé, herefter køre ud i Naturpark Amager og sidst slutte af med et bad og en bid mad i Byens Hus.

I havnen og langs Amagers kyst etableres fire såkaldte ”blå støttepunkter”, der med bådebroer og overdækkede arealer skal være samlingssteder for naturoplevelser og vandaktiviteter såsom kajak, fiskeri og badning. To af dem kommer til at ligge i Københavns havn. Det ene ved slusen i Sydhavn og det andet ved Byskoven, som mange kender for den store blomstereng med pluk-selv blomster. Støttepunktet ved Byskoven skal give mulighed for, at man kan bade og lægge til med småbåde og kajakker, mens der er tænkt flere faciliteter ind for det blå støttepunkt ved Slusen. Her omfatter vinderforslaget bl.a. et udsigtspunkt på toppen af en skråning, en anløbsbro for kajakker og småbåde, toilet, omklædningsfaciliteter, bålhytte og muligheder for forskellige aktiviteter til leg og læring.

Der går endnu nogle år inden hovedindgangene og de blå støttepunkter står klar til brug. Nu da en vinder af projektkonkurrencen er udpeget, skal Naturpark Amager partnerskabet og vinderteamet arbejde videre med vinderforslaget, så det går fra vision til at blive et konkret projekt, og de endelige projekter skal tilpasses de helt lokale naturforhold. Den videre udvikling af hovedindgangene og de blå støttepunkter vil desuden ske i samarbejde med brugere og interessenter.


Relaterede konferencer

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Servitutter og lokalplaner KURSUS

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Erhvervsbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

Certificeringsordninger - udbredelse og betydning