Investeringsselskabet Cecn indtræder i ejerkredsen bag ejendomsudviklingsvirksomheden Innovater. Formålet er at udvikle forretningsmodellen og accelerere væksten.

Ejendomsudviklingsvirksomheden Innovater  har gennem mere end 15 år udviklet projekter indenfor detailhandels- og boligejendomme. Virksomhedens fokus har ligget på projektudviklingen, hvor man oftest har solgt projekterne inden opførsel af ejendommene.

Det har ifølge en pressemeddelelse fra Innovater sikret virksomheden en meget stabil udvikling, men også hæmmet mulighederne for at øge væksten og indtægterne.


Innovaters stifter og CEO, Morten Lykke fortæller, at den hidtidige ejerkreds gennem længere tid har haft dialog omkring mulighederne for at beholde ejerskabet af projekterne igennem opførelses- og udlejningsfaserne. Denne markante ændring af virksomhedens strategi kræver dog et øget kapitalgrundlag og en større erfaring med ejerskab, drift og administration i disse projektfaser. Virksomheden har derfor afsøgt muligheder for at tilføre nye ejere, der kan bidrage med netop disse kompetencer.

Det er nu lykkedes og investeringsselskabet Cecn indtræder derfor i ejerkredsen bag Innovater efter virksomhedens generalforsamling sidst i maj måned.

Transaktionen gennemføres således, at den hidtidige aktionær i Innovater, Familien From, sælger alle sine aktier i Innovater til Cecn for at kunne fokusere mere på familiens øvrige investeringer.

Cecn ejes 50/50 af Frank Mortensen (CEC Group Holding) og Torben Røsler (Ejendomsselskabet Casa Nord), der har mere end 25 års erfaring med investeringer i virksomheder.

Deres investeringsaktiviteter har over årene dækket bredt over IT-, underholdings- og ejendomsvirksomheder. Selskabet har stor erfaring i strategisk udvikling af virksomheder samt udvikling, drift og administration af ejendomme. I forbindelse med det nye ejerskab gennemfører Cecn en kapitalforhøjelse i Innovater og stiller yderligere projekt- og lånekapital til rådighed for selskabet.

”Vi har været utrolig glade for Familien Froms ejerskab i Innovator, men respekterer naturligvis deres ønske om at fokusere på andre investeringer. CECN ApS har tidligere købt en del projekter af Innovater og vi kender derfor ejerne særdeles godt. De kompetencer de tilfører ejerkredsen, er netop det, vi skal bruge for at kunne gennemføre vores nye strategi. Kapitalindskuddet fra Cecn betyder også, at vi kan planlægge vores salg af projekterne mere optimalt. En tungere ejerkreds bag Innovater giver muligheder i dagens marked. Det har vi allerede har positioneret os efter, hvorfor jeg ser meget frem til samarbejdet med Torben og Frank samt Innovaters fortsatte udvikling” fortæller Morten Lykke.

Også ejerne fra Cecn Torben Røsler og Frank Mortensen glæder sig til samarbejdet og siger: ”Vi har kendt Innovater i mange år og er meget imponeret af selskabets flotte udvikling. Selskabet har et af Danmarks bedste teams indenfor deres del af ejendomsmarkedet og deres pipeline af fremtidige projekter er utrolig spændende. Vi er ikke i tvivl om, at vi med det solide grundlag i fællesskab kan skabe en stor og sund fremtidig vækst i Innovater”.


Relaterede konferencer

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Hvordan vi får mere liv i bykernerne