For enden af molen åbner en offentlig park den 21. juni 2024, designet af BIGs landskabsarkitekter. Parken giver københavnerne et rekreativt uderum med unikt kig ind over Københavns havn.
Det tidligere parkeringsområde bliver forvandlet til en 1.500 kvm sandpark, inspireret af de danske sandstrande og kystskove. Fyrretræer og egetræer bliver plantet mod nord for at beskytte mod havnens barske vinde, mens der mod syd skabes områder med beplantning, sten og skov for at støtte biodiversiteten og skabe bløde overflader til leg og afslapning.
I forlængelse af parken bygger By & Havn en 500 m lang træbrygge, som yderligere etablerer et byrum langs kajkanten.