Et 390.000 kvm stort areal ved Herfølge skal udvikles med 124.000 kvm byggeri i form af boliger, friskole, daginstitution og forsamlingshus.

Visionerne for en ny bydel vest for banen i Herfølge er nu vedtaget i en helhedsplan. Herfølge Bjergby er navnet på den nye bydel. Herfølge Bjergby kommer til at bestå af 4 kvarterer; Skovkvarteret, Bjerggårdskvarteret, Lille Syd-kvarteret og Frøgrunden.

Der vil både blive bygget ejer- og lejeboliger i form af primært række-, klynge- og gårdhavehuse i 2 etager og med mulighed for op til 3,5 etager.

I alt kan der bygges 124.000 kvm i den nye bydel, og de enkelte kvarterer opdeles i såkaldte mindre naboskaber med hver især 25-50 boliger. Bydel vil blive udviklet med i alt 1.200 boliger samt friskole, daginstitution og forsamlingshus over de næste 20-25 år.

- Visionen er at skabe en unik og mangfoldig bydel i pagt med områdets skønne natur og med fokus på det fællesskab på tværs af generationer og den bæredygtighed, der bidrager til, at mennesker trives i deres hverdag, siger borgmester Marie Stærke (S) fra Køge Kommune.

Bag den arkitektoniske del af helhedsplanen står tegnestuerne Werk og Vandkunsten.

- Det særlige ved Herfølge Bjergby er, at fællesskaberne ikke bare er designede, men også forpligtende. Derfor er der plads til alle og brug for alle. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at dette nytænkende og værdiskabende lokalsamfund bliver til stor inspiration for omverdenen. Helt fantastisk at være med til at gøre drømmen til virkelighed, siger Thomas Kock, kreativ direktør i Werk.

Microliving - tiny houses, nyeste trends. Konferencen afholdes den 30. marts 2023.

Blandt grundejerne i Herfølge Bjergby er ægteparret filmproducenten Peter Aalbæk og byplanlægger Lise Palm. Peter Aalbæk betegner forløbet frem mod vedtagelsen af helhedsplanen som ’forbilledligt’.

- Et lille samfund som i fællesskab vil ændre på verdens uorden. Skabt af så uens størrelser som landmænd, borgerforening, et adeligt jomfrukloster, private jordejere, ambitiøse arkitekter, en enkelt tosset filmsnude, dedikerede kommunale medarbejdere og et samlet byråd fra højre til venstrefløj, siger han.

Herfølge Bjergby har fokus på den lokale handel. Området skal tiltrække små erhvervsdrivende, og man vil i høj grad vil lade sig forsyne af produkter fra de omkringliggende gårde, som baserer sig på en økologisk og bæredygtig produktion.

Bydelen planlægges med boligområder omkring en større åben fælled, som vil være det grønne hjerte i Herfølge Bjergby. Fælleden forener det eksisterende Herfølge og Herfølge Bjergby, med centrum omkring Herfølge Station, og vil fungere som en del af boligernes friarealer og skabe rum for større fællesfunktioner som skole og forsamlingshus, nyttehaver eller måske dyrehold.

I Herfølge Bjergby vil der være begrænset kørsel internt i boligområderne og parkering etableres som fællesparkeringer. I stedet skal et skal et tæt stinet gøre det nemt og attraktivt at tage cyklen og gå til stationen, indkøb, skole og sport.

Efter vedtagelsen af helhedsplanen skal der sættes gang i drøftelser om den videre proces. Blandt andet skal en kommende analyse af boligmarkedet i Køge Kommune afdække med hvilken hastighed, det vil være hensigtsmæssigt at bygge nyt. Derudover skal udviklingen ske under hensyn til den økonomiske situation, ligesom lokalplanlægningen vil være en del af den kommende proces.

 


Relaterede konferencer

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne