38 km. motorvej mellem Vejle og Skanderborg skal opgraderes med et 3. spor, og der er derfor fuld gang i alt fra udvidelse af broer og tunneler til arkæologi og rydning langs strækningen.
I næste uge gør Vejdirektoratet klar til at tage de første spadestik til den egentlig udvidelse af selve motorvejen.
”Der er store trængselsproblemer på E45-motorvejen, som betyder, at bilister dagligt holder i kø. Og i takt med at trafikken stiger, vil problemerne kun vokse. Det er derfor glædeligt, at vi nu for alvor kan sætte gang i udvidelsen af motorvejen. Med et 3. spor forventer vi at få lettet trafikken og de lange køer i myldretiden markant,” siger projektchef i Vejdirektoratet John Kjærsgaard.
Det er de 6 km mellem Vejle N og Hedensted ved Sole Bæk, der skal udvides først.
Her skal til- og frakørsel <59> Hornstrup samt de skærende veje også bygges om, og så får borgerne i Gammelsole glæde af en 1.500 m lang støjskærm.