Ifølge Politiken bliver de første 10 minkfarme nu revet ned. De fleste farme ligger i Vest- og Nordjylland.
- Det er kun rimeligt, at minkavlerne og deres familier nu kan se frem til et værdigt punktum på et uværdigt forløb, der har haft store menneskelige konsekvenser for de berørte familier, lyder det ifølge Politiken i en fælles udtalelse fra transportminister Thomas Danielsen (V) og fødevareminister Jacob Jensen (V).
Bygningsstyrelsen har fået opgaven med at nedrive og bortskaffe minkerhvervets produktionsanlæg, som staten i den politiske aftale fra januar 2021 har forpligtet sig til.
Ifølge styrelsen har 220 avlere indtil videre søgt om at få revet deres farme ned, men det forventes, at der vil komme flere, da der er modtaget i alt 1.227 ansøgninger om erstatning. Nedrivningen og bortskaffelsen er beregnet til at koste 3,7 milliarder kr.
Miljømæssig due diligence og EUs Taksonomi. Kurset afholdes den 19. marts 2024.
Bygningsstyrelsen forventer, at der på en del farme vil være asbest, PCB, tungmetaller samt andre miljøfarlige stoffer, der skal håndteres og bortskaffes forsvarligt.
Nedrivningsprocessen er fordelt i 3 faser. I fase 1 får Bygningsstyrelsen sagen overdraget. Bygningsstyrelsen starter med at gennemgå afgørelsen, der er første skridt i at få overblik over nedrivningsopgaven på den enkelte farm. Dernæst går miljørådgiverne i gang med at kortlægge farmen i forhold til byggematerialer, miljøfarlige stoffer, installationer med mere.
I næste fase har Bygningstyrelsen modtaget miljørådgivernes rapport. Rapporten er hjørnestenen, når nedrivningsentreprenørerne skal afgive tilbud på nedrivning af en pulje af farme. Det er også i denne fase, at Bygningsstyrelsen modtager nedrivningstilladelser.
I fase 3 går nedrivningen af puljen i gang. Det er nedrivningsentreprenørerne, der bestemmer rækkefølgen af farme i puljen, så brugen af mandskab og maskiner bliver så effektiv som mulig.