Den 20. juni fra kl. 15.00-17.30 er der åbent hus i de almene boliger på Nipsvej i Ribe. ”Det er glædeligt, at vi nu er så langt i processen, at vi kan byde inden for i prøveboligerne. Vi forventer, at boligerne er klar til indflytning til november,” siger formand for Ribe Boligforening Nis Peter Heinsen i en pressemeddelelse.
Oprindeligt lå der 10 boliger på Nipsvej, og Ribe Boligforening undersøgte mulighederne for at renovere. Men efter grundige byggetekniske undersøgelser er man endt med det nuværende projekt, hvor de oprindelige boliger er revet ned, og der opføres 21 helt nye almene lejeboliger.
Boligerne opføres i tæt-lav byggeri i et plan, og hver af husene får en teglfacade med mursten i rødlige nuancer og sorte tegltage. Desuden får hver bolig en terrasse på begge sider af huset samt egen carport og skur. Kvadratmeterne bliver mellem 75-97 m2, der fordeles på to, tre eller fire rum.
Udlejningen af de 21 boliger vil begynde umiddelbart efter åbent hus-arrangementet.