En investeringsfond forvaltet af Kristensen Properties har købt 20 rækkehuse på Robert Jacobsens Vej i Ørestad fra Nrep. Savills Danmark har stået bag transaktionen.

Ejendommene, kendt som Upcycle Studios, omfatter 3.440 kvm og består af 20 rækkehuse. De er tegnet af Lendager Arkitekter og blev opført af Nrep i 2018.

Upcycle Studios' nye ejere planlægger at implementere deres forretningsmodel, som inkluderer en opdeling af rækkehusene i ejerboliger med henblik på at sælge dem individuelt i fremtiden.

Unikke ejendomme opført i genbrugsmaterialer

Upcycle Studios udgør en attraktiv investeringscase for køber, da rækkehusene er opført med omfattende brug af genbrugsmaterialer, herunder 1.000 tons genbrugsbeton fra byggeriet af Københavns metro, overskudstræ til gulve og genbrugsvinduer, samt elektricitet og energi fra solceller og varmepumper.

- Upcycle Studios er et af Nreps banebrydende ejendomsprojekter, som vi er meget stolte af at have bidraget med. Salget af Upcycle er et stærkt bevis på, at gennemtænkt bæredygtigt byggeri, som understøtter tidernes trend om en mere fleksibel livsstil, hvor arbejde og fritid smelter naturligt sammen, er en investering, som også er interessant for andre progressive aktører i markedet, siger Jacob Chemnitz, Investment Director i Nrep.

Netop den meget grønne tilgang og fokus, som har domineret byggeriet, har haft betydning for køber ved denne investering. Jeppe Lynge Larsen, vicedirektør hos Kristensen Properties, uddyber, hvorfor netop Upcycle Studios var en ideel investeringsmulighed for dem:

Rækkehusene er på flere måder helt unikke – de er blandt andet opført af 1.000 tons genbrugsmaterialer som vinduer, Dinesen gulve og beton, og det har sparet cirka 45 procent Co2 i forhold til konventionelt byggeri.

Ifølge Jacob Lund, CEO i Savills Danmark og rådgiver på den aktuelle handel, er en investeringsmulighed som Upcycle Studios særligt attraktiv grundet ejendommenes grønne profil. Denne bæredygtige tilgang til ejendomsudvikling appellerer i stigende grad til både investorer og købere, der søger miljøvenlige løsninger. Handlen fremhæver desuden interessen i markedet for transaktioner, hvor bæredygtighed og økonomisk rentabilitet går hånd i hånd.


Relaterede konferencer

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne