På Hørkær 8 i Herlev opfører NCC i alt 445 nye lejeboliger kaldt Bakkekæret. Byggeriet gennemføres i 6 etaper på en grund, hvor virksomheden frem til 2020 havde asfaltproduktion. Projektet forvandler en gammel industrigrund til et boligområde midt i Herlev og tæt på letbanen.
De 2 næste etaper afleveres med udgangen af august og november 2024, mens de sidste tre etaper afleveres i 2025. Endelig aflevering forventes med udgangen af september 2025.
Området er designet til at give beboere og besøgende en oplevelse af et levende naturområde i byen, skabt af varierende bygningshøjder og udnyttelse af terrænspring sammen med grønne områder.
”Som bygherre vil man jo altid glæde sig over et projekt, der rejser sig fra idéer og tegninger og bliver til virkelige boliger, som bliver til nye hjem. Det er meget tilfredsstillende. Det bliver et meget smukt sted,” siger direktør Jens Damgaard fra Green Point.
Arbejdet skrider godt fremad på projektet, selvom det er en udfordring for byggeteamet, når man på samme tid skal klargøre og aflevere én del af byggeriet, samtidig med at den øvrige produktion kører videre for fuld damp. Samtidig med afleveringen af første etape, har råhus-teamet lagt sidste hånd på deres arbejde på den sjette og sidste etape.
”Man bliver aldrig træt at opleve når bygningen ”rejser sig ” og bliver til virkelighed. Så glemmer man alle udfordringer og det hårde arbejde. At nå godt i mål kan kun lade sig gøre, når det udførende team og rådgiverne løfter i flok sammen med bygherre,” siger Pece Angelovski, som er projektdirektør i NCC Building Nordics’ byggeenhed i Østdanmark.
Bakkekærets boliger opføres med henblik på at opnå en DGNB Platin certificering, som er den højeste klasse i DGNB. Det kræver monitorering af byggepladsens forbrug og ekstra opmærksomhed på de materialer, der anvendes. På den mådes skabes det bedst mulige miljø i boligerne – både for dem, der arbejder der, og for lejerne, der skal bo i dem.
Øvrige samarbejdsparter på projektet er arkitekt Holscher Nordberg og landskabsarkitekt Urbam Power, mens den rådgivende ingeniør på projektet er Svend Poulsen.
Byggeriet begyndte i tredje kvartal 2022, og sidste etape af fem forventes afleveret i tredje kvartal 2025.