Selv om efterspørgslen i det danske bygge- og anlægsmarked var faldende, steg ordreindgangen med 130 procent. Strategiske byggepartnerskaber og andre projekter i samarbejdsformer bidrog til væksten.
MT Højgaard Holding forbedrede som ventet indtjeningen i 1. kvartal 2023, trods utilfredsstillende resultater i de internationale aktiviteter.
Omsætningen steg 27 procent til 2,3 milliarder kr., mens driftsresultatet før særlige poster steg 23 procent til 42 millioner kr. efter god fremdrift i de danske forretningsenheder, især MT Højgaard Danmark.
- De danske forretningsenheder skabte fortsat vækst og gode resultater i 1. kvartal. Aktiviteten i koncernen var høj trods et lavere tempo i markedet. Vi sikrede et godt afkast af den investerede kapital og styrkede både pengestrømme og likviditet. Samtidig har vi intensiveret restruktureringen af de internationale aktiviteter, siger koncernchef Henrik Mielke.
Genopbygning af Ukraine.
MT Højgaard International fik et driftsunderskud på -19 millioner kr. Restruktureringen af aktiviteterne i Grønland er intensiveret efter tab på igangværende entreprisesager.
Resultatet før skat af fortsættende aktiviteter blev fordoblet til 18 millioner kr., afkastet af investeret kapital (ROIC) steg i tråd med de finansielle ambitioner til 21,6 procent.
Pengestrømmene fra driften steg til 44 millioner kr., en forbedring på 58 millioner kr. Den rentebærende gæld blev nedbragt til 534 millioner kr. fra 700 millioner kr. ved udgangen af 1. kvartal 2022.
Ordreindgangen på 4,1 milliarder kr. var 130 procent højere end i 1. kvartal 2022. Der var et godt mix mellem opgavetyper og projektstørrelser samt geografisk spredning. Ordrebeholdningen havde ved kvartalets udgang en værdi på 15,7 milliarder kr. – en stigning på 13 procent fra årsskiftet og 48 procent fra 1. kvartal 2022. Desuden havde koncernen vundne, men endnu ikke tildelte ordrer til en værdi af 1,5 milliarder kr. Hertil kommer bidrag fra strategiske byggepartnerskaber og joint ventures.
Parkeringsløsninger.
Forventningerne til 2023 er uændrede og understøttes af en høj ordrebeholdning og en god eksponering mod områder i vækst i et ellers faldende marked. Omsætningen ventes uændret at stige 4-10 procent til 9,0-9,5 milliarder kr.
Driftsresultatet før særlige poster ventes uændret at stige 9-18 procent til 300-325 millioner kr. Fremgangen ventes at blive drevet af højere aktivitet og bedre indtjening i de danske virksomheder. I de internationale virksomheder fortsætter restruktureringen. Med den kendte fasning af projekter ventes omsætning og indtjening fortsat at blive højest i 2. halvår.
Cirka 88 procent af årets forventede entrepriseomsætning var kontraheret ved udgangen af 1. kvartal.