MT Højgaard Holding har netop offentliggjort årsrapporten for 2022 og forventningerne til 2023.

MT Højgaard Holding kom ud af 2022 med en omsætning på 8,7 milliarder kr. mod en omsætning på 7 milliarder kr. i 2021. Til gengæld faldt resultatet fra 118 millioner kr. i 2021 til 12 millioner kr. i 2022. Resultatet var påvirket af goodwillnedskrivninger i Nordatlanten og underskud i ophørende aktiviteter (Scandi Byg og Ajos). Driftsresultatet før særlige poster steg 60 procent til 276 millioner kr.

- Det er tilfredsstillende, at vi i et svært marked leverer det, vi har stillet i udsigt for 2022 og igen forbedrer driftsindtjeningen. Det viser, at vores bygge- og anlægsforretning er blevet mere robust. De danske virksomheder gør det godt og har momentum, takket være satsningen på nære kundesamarbejder og partnerskaber. Modsat har vi udfordringer internationalt, og det er en hovedopgave at få de internationale aktiviteter på ret køl. Vi forventer, at koncernen fortsætter fremgangen i 2023, og målet med vores nye strategi er at sikre sund og stabil vækst og bedre lønsomhed frem til 2025, siger koncernchef Henrik Mielke.

EKSTRA: De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. Kurset afholdes den 2. maj 2023.

Selv om efterspørgslen i det danske bygge- og anlægsmarked især i 2. halvår var faldende, steg MT Højgaard Holdings ordreindgang med 20 procent til 11,9 milliarder kr., hvoraf 4,1 milliarder kr. blev kontraheret i 4. kvartal. Tallet er opgjort uden MT Højgaard Danmarks andel af Nordhavnstunnellen, som udføres i et joint venture. 54 procent af ordreindgangen kom fra strategiske byggepartnerskaber og fra andre samarbejdsorienterede, faseopdelte projekter.

Ordrebeholdningen steg 30 procent til et historisk højt niveau på 13,9 milliarder kr. Hertil kommer vundne, men endnu ikke tildelte ordrer for 1,4 milliarder kr. og værdien af fremtidige opgaver i de strategiske byggepartnerskaber, som skønnes at have en værdi på 5,5 milliarder kr.

MT Højgaard Holding forventer fortsat fremgang i 2023, selv om markedsvilkårene strammer til. Omsætningen ventes at blive i niveauet 9-9,5 milliarder kr., svarende til en vækst på 4-10 procent.

Driftsresultatet før særlige poster ventes at blive 300-325 millioner kr., svarende til en fremgang på 9-18 procent.


Relaterede konferencer

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.