Ved indgangen til årets første sommermåned er der både gode og dårlige nyheder til dem, der vil købe et sommerhus i Danmark. Der er nemlig en del flere sommerhuse til salg, end der var for et år siden – til gengæld er de blevet dyrere de fleste steder i landet.

Det viser de nyeste tal fra Finans Danmark.

Ved begyndelsen af juni 2024 var der 6.106 sommerhuse til salg på landsplan, og det er 34 procent flere end for et år siden. Samtidig er prisen pr. kvadratmeter 4 procent højere end i starten af juni 2023. Derfor koster et gennemsnitligt sommerhus på 85 kvm nu 2,4 millioner kr.

”Siden 2020 har der været relativ få sommerhuse til salg. Mange forventede, at antallet af sommerhuse skulle stige igen i takt med, at samfundet åbnede efter Covid-19, og danskerne kunne komme ud og rejse igen. Det er dog først siden årsskiftet, at vi ser en markant stigning i antallet af sommerhuse til salg,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark, og forsætter:

”Det er meget almindeligt, at flere sætter deres sommerhuse til salg i løbet af årets første halvdel. Selvom vi har set en stigning i udbuddet af sommerhuse siden februar, ligger vi stadig et stykke under niveauet for tidligere år. Faktisk er der næsten 5.100 færre sommerhuse på markedet end for fem år siden, og det kan være med til at holde priserne oppe.”

Store stigninger i udbuddet på Fyn og i Nordsjælland

Særligt på Fyn og i Nordsjælland er der flere sommerhuse at vælge i mellem. Der er henholdsvis 63 procent og 42 procent flere til salg end året før. De fynske sommerhuskøbere kan dog forvente at skulle betale 7 procent mere pr. kvm sammenlignet med sidste år, mens købere i Nordsjælland slipper med 2 procent mindre pr. kvadratmeter for et sommerhus.

”Nordsjælland er det dyreste sommerhusområde i landet. Det kan være dyrere at finansiere et køb med det nuværende renteniveau. Det, sammen med det øgede udbud, kan være en af grundene til, at vi har set de faldende udbudspriser,” siger Ane Arnth Jensen.

Læs hele nyheden og hent statistik: https://finansdanmark.dk/nyheder/2024/juni/markant-flere-sommerhuse-til-salg/


Relaterede konferencer

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS