Hos ejendomsmæglerkæden RealMæglerne med omkring 100 ejendomsmæglerbutikker i Danmark oplevede man i oktober 2023 en stigning i salget af ejerboliger på 80 procent. i forhold til oktober 2022. Det betyder, at oktober i år placerer sig som den bedste salgsmåned i kæden 2023.
Overordnet set ser det ud til, at salget af boliger har indledt en sidste sprint frem imod årsskiftet, hvor de nye boligskatter træder i kraft. Det kan der ifølge Preben Merrild Angelo, administrerende direktør hos RealMæglerne, være flere forklaringer på.
– Det er lidt usædvanligt, for de store salgsmåneder er som regel fra april/maj og hen omkring august/september, hvorefter det så falder hen over vinteren. Men noget tyder på, at der er ekstra aktivitet på boligmarkedet lige nu. Det kan skyldes, at der er styr på inflationen igen, men det kan også skyldes, at vi ikke længere taler om energikrise, samt at mange gerne vil købe lejlighed i de store byer, før de nye boligskatter træder i kraft, vurderer han.
Træ - det bæredygtige byggemateriale. Konferencen afholdes i Aarhus den 30. maj 2024.
Derudover står det efterhånden klart, at 8 ud af 10 boligejere har udsigt til en lavere boligskat fra 2024, fordi satsen er lavere, og fordi der kun beregnes skat på 80 procent af vurderingen. Det betyder også, at man som køber har et større rådighedsbeløb, når bankerne kigger på finansieringen.
– Vi har set forholdsvis mange handler med ejerlejligheder og andelsboliger i byerne. 32 procent af salget i oktober er ejerlejligheder. 52 procent af salget er villaer i hele Danmark. Når du samtidig holder det op imod, at der er 1,3 millioner ejerboliger i Danmark, hvoraf 1 millioner af dem er huse, så ligger salget af ejerlejligheder forholdsmæssigt højt i forhold til det samlede udbud, forklarer Preben Merrild Angelo.
Han forudser, at salget fortsætter i et højt niveau året ud, hvilket gør, at 2023 udligner sig i forhold til 2022, hvor salget i 1. halvår lå i højt niveau, mens det dykkede i 2. halvår. I 2023 er det lige omvendt.
– Vi må forvente, at salget af lejligheder finder et normalt leje igen efter årsskiftet, mens salget af villaer og fritidshuse måske giver den et ekstra nyk. Dette skyldes, at den lavere boligskat i mange områder giver flere mulighed for at købe. Det har boligejerne set, og mon ikke bankerne bliver bedre til at få det med i beregningerne, når køberne har fundet drømmehuset, slutter han.
Ifølge salgstal fra Boligsiden.dk har salget af boliger været støt stigende siden uge 34 og lå i uge 39, 40 og 41 i et niveau omkring 50 procent over de tilsvarende uger i 2022.